Cigaretskod smidt ud af vinduet antændte brand
En bilist kastede et cigaretskod ud af vinduet, og det antændte flammer. Tørken har øget brandfaren.
Et cigaretskod var skyld i en mindre brand lørdag middag i Nykøbing Falster.
Det oplyser Brian Midjord Petersen, som er indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen, til Folketidende.
Branden opstod, efter at en bilist smed et cigaretskod ud af vinduet.
Vind førte branden videre
Skoddet antændte flammer i et stykke græs og pollen.
To kvinder, som ventede på en bus i nærheden, forsøgte at stampe flammerne ud - men uden held.
- Det kan de ikke på grund af vinden, der fører gløderne videre til det næste stykke og igen videre til det næste stykke, forklarer Brian Midjord Petersen til Folketidende.
Brandvæsenet blev tilkaldt og fik slukket branden i løbet af et kvarter.
Ifølge indsatslederen var den ikke så stor, men meget tæt på buske.
Øget risiko for brand
Også tidligere på ugen måtte Lolland-Falster Brandvæsen rykke ud til en brand i samme område.
I den forbindelse anbefalede Brian Midjord Petersen, at man tænker sig om, inden man kaster cigaretter ud af vinduet.
Der er nemlig meget tørt i Danmark, og derfor er der øget risiko for brand.
Siden den 24. maj er der ikke faldet regn i Danmark. Det er den længste tørkeperiode siden 2008.