32-årig smittet med TBE-virus efter flåtbid: - Mit hoved var ved at eksplodere
Sidste år blev Jens Holten Poulsen smittet med TBE-virus. Da han gik til lægen, blev han indlagt på hospitalet øjeblikkeligt.
Flåter med den farlige TBE-virus spreder sig nu i Nordsjælland, mens antallet af personer, der er blevet smittet de senere år, stiger.
Det kunne Statens Serum Institut fortælle i denne uge.
Indtil videre er ingen dog blevet smittet i 2023, men i 2022 blev der registreret fem tilfælde i Danmark.
En af dem, der blev smittet, er 32-årige Jens Holten Poulsen, der bor på Vesterbro i København.
I august måned sidste år var han i sine forældres sommerhus i Asserbo Plantage, hvor han tit er i skoven, når vejret tillader det. Her blev han bidt af en flåt.
Alt tydede på, at der var et eller andet ruskravende galt
Jens Holten Poulsen
I oktober måned gik han til sin læge. Han havde ingen rødme omkring stedet, hvor flåten havde siddet, men han havde det meget dårligt.
- Det kulminerede på et tidspunkt, hvor mit hoved simpelthen føltes, som om det var ved at eksplodere. Derudover havde jeg dårlig balance. Jeg kunne ikke tænke. Jeg tabte mig over fem-seks kilo i de uger.
- Så alt tydede på, at der var et eller andet ruskravende galt, siger Jens Holten Poulsen til TV 2 Kosmopol.
Lægen sendte ham direkte i ambulance og på hospitalet.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Kunne ikke gå
TBE-virus - Tick Borne Encephalitis - giver hjernebetændelse. Det viser sig ved en række symptomer.
- Derfor virker det også utrolig voldsomt. Jeg havde problemer med at snakke og formulere mig af de her følelammelser. Jeg kunne ikke gå. Jeg brækkede mig. Når man har alle de symptomer på samme side, så er det dybt ubehageligt, siger Jens Holten Poulsen.
Fordi TBE er en virus - i modsætning til bakterien borrelia, som flåter også bærer - kan man ikke behandle med antibiotika, og der findes ikke en specifik behandling.
Behandlingen går i stedet ud på at forhindre alvorlig skade. Ved hjernebetændelse er det meget vigtigt, at man bliver indlagt på sygehus.
De fleste bliver raske igen, men omkring 35 procent udvikler senfølger med nedsat hørelse, problemer med at koncentrere sig, balancebesvær og lammelser.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Jens: Jeg har været heldig
Jens Holten Poulsen er i dag tilbage på arbejde, hvor han langsomt trapper op.
- Man kan sige, at jeg har været heldig i den forstand, at jeg ikke har fået nogen permanente skader på min hjerne. Jeg har haft nogle ændringer i mit syn og nogle ændringer i min hørelse i forhold til, at indtryk kan virke meget voldsomme, siger Jens Holten Poulsen.
Han er glad for, at der er kommet mere fokus på TBE-virus.
Man bliver nødt til at skabe mere transparens og oplysning omkring en virus som TBE
Jens Holten Poulsen
- Man bliver nødt til at skabe mere transparens og oplysning omkring en virus som TBE, som ikke har været helt tilgængeligt indtil nu, siger han til TV 2 Kosmopol.
Statens Serum Institut skriver fredag på sin hjemmeside, at “det korte svar er nej,” når mange i disse dage spørger, om man skal være bekymret for det stigende antal flåter med TBE-virus.
“Der er tale om få tilfælde, og man skal være svært uheldig for at blive smittet med TBE-virus,” lyder det.
Her har mennesker de seneste to år fået påvist TBE-virus efter smitte fra flåter
Der har været flåter med TBE-virus på Bornholm de sidste 50 år. I 2019 blev der for første gang konstateret tilfælde i Tisvilde Hegn.
TBE-virus i Danmark
Virusset stammer fra Centraleuropa, men har eksisteret på Bornholm i 50 år.
TBE-virus forekommer mere udbredt og spreder sig i disse år i Sverige, de baltiske lande og de centraleuropæiske skove, samt i Danmark, primært Bornholm og Sjælland.
i Sverige er der sket en fordobling i tilfælde på ti år på trods af, at man har intensiveret vaccinationsindsatsen mod TBE, og de seneste to har har man oplevet en kraftig stigning.
Kilde: SSI