Hoppen Carli aflivet efter seksuelt overgreb men politiet kan ikke finde 43-årig jyde
En 43-årig mand er tiltalt for at have misbrugt to hopper seksuelt. En af hestene måtte efterfølgende aflives.
En manglende forkyndelse af et anklageskrift om misbrug af to hopper betyder nu, at en 43-årig mand alligevel ikke bliver stillet for en dommer lige foreløbigt.
Retten i Holbæk havde ellers gjort klar til sagen, hvor en 43-årig mand fra Midtjylland er tiltalt for grove seksuelle overgreb mod fjordhesten Carli og en anden hoppe i stalden.
- Fordi der er tale om fængsel og ikke bare en bøde, skal anklageskriftet forkyndes for manden personligt og ikke bare via e-boks. Det er dog – trods politiets endog meget aktive og ihærdige indsats – ikke lykkedes for politiet at finde ham. Derfor er anklageskriftet ikke blevet forkyndt, siger anklager Camilla Meding til TV2 ØST.
- Retten skal derfor sætte en ny dato for behandling af sagen, og så må vi håbe, at politiet har fundet ham i mellemtiden, så han ved, at det finder sted.
I anklageskriftet har anklageren taget forbehold for, at manden kan mentalundersøges og muligvis idømmes en anden sanktion end fængsel, hvis han bliver dømt. Ellers er påstanden fra anklageren en fængselsstraf.
Måtte aflives på stedet
Overgrebet på Carli fandt sted natten mellem den 10. og 11. september 2020.
Om morgenen den 11. september blev Stina Myrholm ringet op af sin veninde, der skulle fordre hestene.
Staldboksen var smurt ind i blod, og hoppen trak vejret på en underlig måde. De to kvinder troede i første omgang, at Carli var ved at abortere, men en tilkaldt dyrlæge kunne konstatere, at der var skader både i hestens endetarm og underliv.
Skaderne var så voldsomme, at hun måtte aflives på stedet.
På rideklubbens overvågningskamera kunne man se, at en mand ankom klokken 22.48 til stalden. Først klokken 1.49 forlod han stedet igen. Over højre underarm havde han sin jakke og i venstre hånd en flaskelignende genstand.
Men selvom at man havde overvågningskamera på ydersiden af stalden, kunne manden ikke identificeres, fordi billederne var i en dårlig kvalitet.
Gik nøgen ind i staldboksen
I næsten et år stod politiet uden afgørende spor i sagen. Det ændrede sig, da der den 24. august 2021 blev begået endnu et seksuelt overgreb på en hoppe, der stod opstaldet i samme rideklub.
Denne gang gik det ud over hoppen Florica, men i modsætning til året før da Carli blev udsat for et overgreb, havde rideklubben nu også overvågningskamera inde i staldbygningen.
Overvågningsbillederne viser, at gerningsmanden gik nøgen ind i staldboksen til Florica, hvor han opholdt sig i halvanden time.
En dyrlæge vurderede, at Florica var blevet udsat for et seksuelt overgreb, men hun slap med mindre skader i underlivet.
Blev sigtet for overgreb men løsladt
Midt- og Vestsjællands Politi blev efter en gennemgang af overvågningsbillederne ledt på sporet af den 43-årige nu tiltalte mand. Manden blev i første omgang anholdt for overgrebet i 2021, men han blev løsladt umiddelbart efter, selvom at han fortsat var sigtet i sagen.
Et par uger efter blev den samme mand så også sigtet for at stå bag overgrebet på Carli, der havde fundet sted året forinden. Manden nægter sig skyldig i begge sager.
- Jeg tænker, hvor uretfærdigt det kan være, at man som otteårig hest ikke skulle være her mere. Der lå et føl inde i maven, som heller ikke engang fik chancen for at være her. Jeg er næsten tom for ord, har Stina Myrholm tidligere sagt til TV2 ØST.
Selvom Stina Myrholm har fået en ny hest i sit liv, glemmer hun ikke Carli.
- Det er den, der har betydet mest for mig i hele mit hesteliv, som trods alt har varet 36 år. De fem år med hende vil jeg ikke bytte.