Lokalt

100 år gammel villa stod til at blive revet ned – men så råbte naboerne op

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

En bevaringsværdig muremestervilla stod til nedrivning, efter at ny køber havde købt grunden.

Hvornår kan man som ejer tillade sig at rive en bygning ned?

Og er det rimeligt, at en kommune sætter stopper for en nedrivning, selvom den nye ejer netop har købt grunden for at rive ned og bygge nyt?

I slutningen af marts kørte netop denne debat i Køge Byråd. Omdrejningspunktet var en villa fra 1921 i nyklassicistisk stil beliggende på F. C. Hansensvej i Køges eftertragtede Ågadekvarter.

For bygningen skulle rives ned, selvom den var opført i såkaldt bedre byggeskik.

Og det fik naboerne til at råbe op – for huset var bevaringsværdigt, mente de, hvorefter en sand mediestorm ramte huset, da Signe Wenneberg, journalist, klimaaktivist og forkæmper for bygningskulturarv, satte fokus på det.

Det ærgrede mig, men så kom jeg videre – indtil balladen startede

Niels Poulsen, ny ejer af villaen

Men nu er stormen drevet over – og det er en af naboernes skyld.

Niels Poulsen, der selv er murermester og har eget entreprenørselskab, har sammen med sin kone, Tina Gregersen, nemlig købt den lyserøde muremestervilla. Og huset bliver nu bevaret.

Parret bor på den anden side af gaden og havde faktisk haft kig på villaen, da den i første omgang var til salg. Men prisen var for høj og røg til anden side.

- Det ærgrede mig, men så kom jeg videre – indtil balladen startede, fortæller Niels Poulsen til TV 2 Kosmopol:

- Selvom jeg er glad for, at vi har købt huset, og jeg synes, at det skal bevares, kan jeg godt føle med den familie (der købte huset i første omgang, red.). Det var en rigtig ærgerlig situation. Så jeg er bare glad for, at vi sammen fandt en løsning, hvor vi fik det hus, som vi jo havde kigget på, og de kunne komme videre.

Bedre byggeskik

Overordnede fællestræk for bygninger i bedre byggeskik-stil er:

  • Velkomponerede facader med enkle afdæmpede murværksdekorationer.

  • Enkle facader i blank mur i kombination med hvidkalkede gesimser – eller i nogle tilfælde pudsede og kalkede facader.

  • Frontkviste opført i plan med facaden.

  • Afvalmede og velproportionerede saddeltage belagt med vingetegl eller cementtagsten og med rygning lagt i mørtel.

  • Opsprossede hvidmalede vinduer med små rudeformater.

  • Fint bearbejdede hoveddøre.

  • Arkitektonisk sammenhæng mellem de forskellige bygningsdele samt med eventuelle udhuse.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen

Sat til nedrivning

Sagen startede i januar 2023, da huset fik ny ejer. Og den nye ejer lagde ikke skjul på, at muremestervillaen skulle rives ned til fordel for et nybygget etplanshus.

I byrådet skabte det i foråret heftig debat. Socialdemokraiet, Enhedslisten og SF var imod nedrivningen, mens Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre var for. Afstemningen endte 14 mod 13 til nedrivning. Men til protokol blev der tilføjet af et enigt byråd, at noget lignende ikke måtte ske igen.

Et ødelagt kvarter

Men borgerne ville redde huset. De samlede underskrifter og brugte de sociale medier. Niels Poulsen fulgte det på sidelinjen og besluttede sig for at gå i dialog med ejeren. Og tirsdag kunne Signe Wenneberg så på sin Facebook fortælle, at huset havde fået ny ejer.

- Nogle gange betaler det sig, at der råbes op, skriver hun på Facebook.

Niels Poulsen skal nu til at se på villaen. Villaen overfor, hvor han og konen bor nu, renoverede han for fire år siden, og han er derfor bekendt med stilen.

- Det sjove er, at vi også oprindeligt gerne ville lave et etplanshus, fordi huset var slidt, men i samarbejde med arkitekterne i Køge endte vi med at restaurere det som en moderne patriciervilla. På F. C. Hansensvej skal der også laves meget, men selvfølgelig skal den smukke stil udvendigt bevares.

Nybyg er en klimasynder

Byggeri står for 30 procent af den samlede CO₂-udledning i Danmark, og hvis regeringen skal nå sin målsætning om en CO₂-reduktion på 70 procent i 2030, skal der mere fokus på renovering af gamle bygninger fremfor nybyggeri. Så entydig er konklusionen i en rapport fra Rambøll.

Klimahensyn er en af to årsager til, at Køges borgmester, Marie Stærke (S), ønskede at bevare villaen på F. C. Hansensvej. Hun er derfor også lettet over, at det lykkedes.

- Der er to hensyn her: Vi skal værne om bygningskulturarven. Køge er kendt for sin fine midtby, som er velbevaret og derfor har en kæmpe attraktionsværdi. Men det handler også om klimaet – nybyggeri er meget belastende for klimaet, og det er tid til at skærpe, hvor vi river ned, siger Marie Stærke til TV 2 Kosmopol.

I byrådet har man sikret, at en lignende sag ikke kan ske igen, men Marie Stærke vil gerne gå endnu længere.

- Vi skal kigge på forskellige modeller. Den sikreste ville være at lave tre til fem bevarende lokalplaner, men med alt, hvad der er gang i med byudviklingen i Køge, har vi ikke ressourcerne. Så vi skal i første omgang have skrevet det ind i kommuneplanen, så det står meget tydeligere, at man ikke bare må rive disse huse ned, medmindre der er helt særlige omstændigheder, der gør det nødvendigt, siger Marie Stærke og tilføjer:

- Jeg er ked af, at nogen har følt sig klemt, men det er en vigtig og principiel sag at diskutere, hvordan vi passer på kulturarven og klimaet, og jeg er derfor glad for, at sagen er afsluttet.