Legeplads blev til svømmepøl
Oversvømmelse på legeplads gav anledning til snak om dyrene, som lever i vandet.
Mens mange nok bandede og svovlede over de kraftige regnbyger, som tirsdag morgen ramte Nordjylland, så har de store mængder vand været et stort hit hos andre.
I børnehaven Lærkereden i Brønderslev, faldt der så meget vand, at den tilhørende legeplads blev helt oversvømmet, og det gav anledning til leg.
- De er helt vilde med at kan lege arbejdsmænd, der flytter kloakvand til nogle rør, som de selv har lavet, og så er de glade for at bruge vandet til kager og som ingredienser deri, fortæller Rose Schäfer, der er pædagog i børnehaven.
- De siger selv, at de er i vandland og badeland, så vi laver sjov med, at de skal have badetøj på, griner hun.
Også faglighed i regnvejret
Regnvejret og oversvømmelsen bruges også til lære børnene noget.
- Vi snakker om, hvilke dyr der lever i vandet, men fortæller også, at de nok ikke er der. Børnene spørger jo ind til, om der kunne svømme hajer gennem kloakken og komme op, fortæller Rose Schäfer.
Og selvom de store mængder vand kan gøre børnene våde og beskidte, er det altså ikke et problem for børnehaven.
- De er gode til selv at få det våde tøj af og komme det i en pose og hænge det i garderoben, fortæller Rose Schäfer.
Ifølge TV 2 Vejret fik vi tirsdag den vådeste dag i en måned. Mest regn faldt der netop i Nordjylland, hvor der i Tylstrup, nord for Aalborg, er faldet 19 millimeter regn.