26-årig anholdt for bevidst og livsfarlig påkørsel
Nordjyllands Politi har fået flere brugbare oplysninger fra offentligheden.
Siden søndag morgen har Nordjyllands Politi været på jagt efter en person, som påkørte en fodgænger bagfra i Sindal på Amagergade.
Nu oplyser politiet, at de har anholdt en 26-årig mand.
Politiet har efterforsket påkørslen som et drabsforsøg, fordi de mistænkte, at det 34-årige offer blev påkørt bevidst efter "noget tumult" på parkeringspladsen foran 'Bodegaen' i Sindal ved 5.30-tiden.
Politiet offentliggjorde både videoovervågning fra gerningsstedet og bad borgere om hjælp, hvis de havde set en mindre personbil med knust forrude, eller hvis de kunne identificere den formodede gerningsmand ud fra videobillederne.
Efterfølgende har politiet modtaget flere brugbare henvendelser.
- Tilsammen førte disse til, at vi hurtigt kunne identificere den mistænkte mand, og efter vi fik etableret kontakt til ham, valgte han at melde sig selv til os i Aalborg, siger politikommissær Carsten Straszek.
Skal fremstilles i grundlovsforhør
Hvad der præcis er sket, vil Nordjyllands Politi ikke fortælle af hensyn til den verserende efterforskning, men politiet efterforsker sagen som forsøg på manddrab.
Den nu anholdte 26-årig mand vil i løbet af torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.
- Vi har endnu et stort undersøgelsesarbejde foran os. Vores opgave er at få belyst, hvad der har udspillet sig både før, under og efter påkørslen. I første omgang skal vi have afhørt den mistænkte, siger Carsten Strazek.
Politiet mangler desuden at afhøre flere vidner, men ser fortsat gerne, at folk henvender sig på 1-1-4, hvis de har oplysninger i sagen.
Det 34-årige offer var forud for hændelsen involveret i noget tumult på parkeringspladsen foran 'Bodegaen' i Sindal. Selve påkørslen skete klokken 05.30.
Ifølge politiet fik offeret alvorlige, men dog ikke livstruende skader som følge af påkørslen.