Lokalt

10-årig fik skader på øjnene efter voldsom sidste skoledag

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Sidste skoledag blev ikke den festdag, en 10-årig dreng havde håbet på. Hans syn blev skadet efter en vandkamp, hvor der ikke kun blev brugt vand.

17. maj 2023 er en dag, som en 10-årig dreng formentlig aldrig vil glemme.

Det, der skulle være en festlig dag til niendeklassernes sidste skoledag på Asnæs Skole i Odsherred, endte helt anderledes.

I stedet blev det tåget for drengens øjne. Meget tåget.

- Jeg havde ikke tænkt, at det kunne være så alvorligt, siger drengens mor, Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Hun vil ikke have sin søns navn i medierne for at beskytte ham.

På Facebook skrev hun et opslag om episoden, som på nuværende tidspunkt er blevet delt over 9000 gange.

- Jeg skrev opslaget for at sprede budskabet om, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden. Hvad man skal acceptere, og hvad man ikke skal acceptere, at ens børn kommer ud for. Og ikke mindst hvordan episoden overhovedet kunne ske, siger Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Hun har nu draget den yderste konsekvens og politianmeldt den voldsomme episode, hendes søn blev udsat for.

Hun understreger, at hun ikke mener, at Asnæs Skole har gjort noget forkert i sagen, og det ikke er hendes intention at hænge skolen ud.

- Jeg er sikker på, at lærerne har gjort det bedste, de kunne, siger Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

I stedet er dette en beretning om, hvor galt det kan gå, når en fest går over gevind.

Hun vidste ikke, det kunne udvikle sig sådan

Vibeke Lotus Lund Hoffmann fortæller, at hun fik en besked på Aula om, at alle elever var inviteret til en 35 minutters vandkamp i forbindelse med niendeklassernes sidste skoledag.

Eleverne skulle derfor huske at have en vandpistol og skiftetøj med.

Det skulle hendes 10-årige søn selvfølgelig også, fortæller hun. Det var festligheder, hun ikke ville lade sin dreng gå glip af.

- Jeg tænkte slet ikke, at det kunne udvikle sig, siger Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Samme dag lidt over 12 fik hun dog et opkald fra sin søns lærer.

Læreren fortalte ifølge Vibeke Lotus Lund Hoffmann, at hendes søn havde fået barberskum i øjnene.

Vibeke Lotus Lund Hoffmann skulle hente sin søn med det samme, fortalte læreren.

Barberskum i øjnene

Drengen fortalte sin mor, at han i løbet af vandkampen blev holdt nede af flere andre elever.

Vibeke Lotus Lund Hoffmann fortæller, at hendes søn beretter om episoden således:

Første gang tog en elev fat i hans arme, en anden fat i hans ben, imens en tredje elev tværede barberskum i øjnene på ham.

Da han slap fri, forsøgte den 10-årige dreng at skylle sine øjne med vand fra sin vandpistol.

Idet han gjorde det, blev hans arme hevet om på ryggen, og han fik endnu en gang smurt barberskum i øjnene.

Den 10-årige dreng forsøgte at vriste sig fri og sparkede ud efter sig.

Han nåede at løbe væk, men blev indhentet, hvorefter en elev tog fat i den 10-årige drengs ben og løftede dem op i luften.

Imens drengens hoved og ryg lå på jorden, fik han smurt barberskum i øjnene for tredje gang.

Alt tyder på, at den vandkamp har udviklet sig til noget, der er for voldsomt

Jørgen Schandorf, distriktsleder, Asnæs skole

Da den ældre elev slap den 10-årige drengs ben, formåede drengen at løbe væk.

Drengen løb mod fællesbadene og låste sig inde på et toilet for at gemme sig, fortæller Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Da han begyndte at høre, at der var stille, gik han mod klassen, og så kunne læreren se, hvad der var sket.

Nedsat syn

Vibeke Lotus Lund Hoffmanns mand hentede sønnen efter den voldsomme episode.

Da den 10-årige dreng kom hjem, ringede Vibeke Lotus Lund Hoffmann hurtigt til lægen, som ifølge hende anbefalede, at de kørte på skadestuen og skyllede drengens øjne hele tiden.

For selvom Vibeke Lotus Lund Hoffmann ikke var sikker på, hvad der præcis var sket, kunne hun godt se, at sønnens øjne ikke havde det godt. Der kom blod ud af hans tårekanaler, fortæller hun.

På skadestuen fik drengen skyllet øjnene i 30 minutter og blev behandlet for selve skaden.

Ifølge den 10-åriges mor valgte sygeplejersken også at måle pH-værdien i drengens øjne for at finde ud af, hvilken type væske der var tale om i barberskummen.

Det var heldigvis ikke en basisk en af slagsen, ifølge Vibeke Lotus Lund Hoffmann. Basiske væsker skader nemlig øjnene mere end syrlige.

Sygeplejersken kunne til gengæld konstatere, at hinderne i øjnene delvist var forsvundet og meget medtagne, oplyser Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Drengen fik bedøvet det ene af sine øjne. Han ville ikke bedøves i begge, da bedøvelsen nedsatte synet, og han ville gerne kunne se en smule til sin søsters konfirmation den efterfølgende dag.

Han skulle altså se frem til en periode med nedsat syn.

Han er lysfølsom

I dag har drengen det efter omstændighederne godt, fortæller hans mor.

Drengen er startet i skole igen, men er fortsat meget lysfølsom, ligesom han også skyller sine øjne i løbet af skoledagen.

- Han beskriver stadig sit syn som “tåget”, men han kan godt se igen. Det kunne han ikke det første døgn, siger Vibeke Lotus Lund Hoffmann.

Tirsdag var drengen til øjenlæge, som konstaterede, at der ikke var tale om varig skade, men kun lidt irritation.

Det er en glædelig nyhed, men Vibeke Lotus Lund Hoffman er dog bekymret for sin søns psykiske påvirkning af situation.

- Han reagerer kraftigere på små ting, siger hun.

Barberskum hører ikke hjemme

Jørgen Schandorff, der er distriktsleder for Asnæs Skole, fortæller til TV2 Øst, at han er meget ked af episoden.

- Alt tyder på, at den vandkamp har udviklet sig til noget, der er for voldsomt, siger han.

- Barberskum hører slet ikke hjemme der og slet ikke i det omfang.

Asnæs Skole overvejer nu at forbyde barberskum til fremtidige afslutningsfester for niendeklasserne.

Jørgen Schandorff understreger, at skolen ikke har opfordret til brug af barberskum, og lærerne generelt har haft en god dialog med skolens ældste elever, om hvordan man opfører sig.

- Men når sådan noget her sker, så må vi steppe op til næste år, siger Jørgen Schandorff.

Jørgen Schandorff fortæller, at han er i dialog med Vibeke Lotus Lund Hoffmann. Det bekræfter hun.

Han har ikke nogen kommentarer til, hvorvidt skolen vil finde de elever, der stod bag.

Politianmeldt

Vibeke Lotus Lund Hoffmann har som sagt draget den yderste konsekvens og politianmeldt episoden.

- Det er jeg jo nødt til på grund af sagens karakter. Det er jo ikke bare et uheld. Det er en bevidst handling, siger hun.

Af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport fremgår det, at politiet nu skal undersøge sagen nærmere og vurdere, om der er grundlag for at rejse sigtelser for vold eller andet mod nogen af de ældre elever.

- Jeg er af den overbevisning, at man må tage ansvar for det, man har gjort, siger Vibeke Lotus Lund Hoffmann om politianmeldelsen.

Ikke desto mindre håber Vibeke Lotus Lund Hoffmann, at episoden kan gøre en forskel. At mødre og fædre fortæller deres børn, hvordan man opfører sig – særligt til sidste skoledag.

For der må gerne være fest, men ikke på bekostning af andre mennesker, siger hun og uddyber:

- Jeg synes, det er vigtigt at være bevidst om andre menneskers signaler og grænser. Det håber jeg, at de unge og deres forældre kan lære af denne situation.