Tuk tuk kunne ikke slippe fra politiet - endte i hegn
En 30-årig mand slingrede og ville ikke efterkomme politiets udrykning.
En tuk tuk skyder cirka samme fart som en knallert.
Alligevel forsøgte en 30-årig mand i nat at køre fra politiet i en. Det lykkedes dog ikke, og hans flugt endte i et hegn, da han mistede kontrollen over tuk tuk'en.
En patrulje fik øje på tuk tuk'en på Vester Kirkestræde i Randers, fordi den kørte slingrende og usikkert.
Derfor satte betjentene udrykningen til for at få manden til at standse, men det ignorerede han, og han kørte videre ad nogle mindre veje og stier, hvor patruljen ikke kunne køre.
De fandt dog hurtigt frem til manden igen, da han kørte ind over et græsareal ved Støberigade, hvor betjentene kunne stille patruljebilen på tværs af vejen for at standse den 30-årige.
Han fortsatte dog direkte ind i patruljebilen, hvorefter han mistede kontrollen over tuk tuk’en, som endte i et hegn.
Den 30-årige, som virkede påvirket, blev hurtigt anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel samt for ikke efterkomme politiets anvisninger. Da han havde en kniv på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven, oplyser Østjyllands Politi.