Kæmpe konstruktion vækker opsigt ved motorvej

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Det, der kunne ligne et gigantisk stillads, er i virkeligheden indmaden til et kæmpelager.

Et mærkeligt syn møder de bilister, som i øjeblikket kører forbi ved motorvejsafkørslen Kolding Syd.

Et stort virvar af stålbjælker i 43 meters højde, der er højere end Marsktårnet og næsten lige så bredt.

Det ligner et bygningsstillads, men der er spær hele vejen igennem.

Det er heller ikke et stillads omkring en bygning, der er på vej op. For der skal bygges uden om stilladset.

Det er nemlig indmaden i et nyt, stort højlager, der skal rumme 40.000 paller.

Hele molevitten skal betjenes af en robot, og det ene med det andet har det været lettere at bygge indmaden først og så bagefter sætte ydervægge og tag på.

Højlageret er kun en lille del af det nye logistikcenter. Nedenfor den imponerende konstruktion ligger, skjult fra motorvejen, 100.000 kvadratmeter under tag, og en del er allerede taget i brug.

- Det er stort, og det bliver endnu større. Det betyder arbejdspladser og understreger, at Kolding ligger midt i Danmark, siger Jørn Pedersen, udviklingsdirektør i Vision Estate, der er bygherre.

Jørn Pedersen er også tidligere borgmester i Kolding og var med til at give byggetilladelsen i sin tid.

Det er Nordens største non-food engrosvirksomhed, Schou Company, der samler sine lagerfaciliteter og godt 300 medarbejdere i Vision Park.

Schou bygger også sit nye hovedkvarter og et showroom på 12.000 kvadratmeter i forbindelse med lageret. Schou har hidtil haft sin aktivitet på flere adresser.

I første omgang vil Schou kun bruge 50.000 kvadratmeter – altså halvdelen af pladsen – og så leje resten ud til andre virksomheder.

Nogle af Schous 300 medarbejdere er allerede begyndt på det nye sted. En af dem er lagerarbejder Dennis Johansen.

- Det er kæmpestort at være med fra starten. Vi startede i nogle gamle haller i Børkop, og nu er vi i noget nymoderne med højt til loftet. De sidste kvadratmeter bliver afleveret 1.maj, og lige nu ligner det lidt en byggeplads, fortæller han.