Dansker delte simpelt trick på nettet – nu følger millioner i hele verden med
Med 12 millioner følgere på sociale medier er han en af de største stjerner i Danmark, og det hele begyndte med noget så banalt som et forårsløg.
Den varme kaffe spruttede ud af munden på Armen Adamjam, da han åbnede sin telefon i foråret 2020.
Som de fleste andre kedede han sig under coronanedlukningen – men han fik en idé, der skulle slå kedsomheden ihjel. Han filmede et simpelt trick med et forårsløg og lagde det på nettet.
På under et døgn blev videoen delt over hele verden.
- Wow, hvad sker der, tænkte han.
Armen Adamjan havde aldrig forestillet sig, at et simpelt husråd kunne få så mange mennesker til at reagere. Og det er kun blevet vildere siden.
På få måneder bliver videoen med forårsløget billetten til at arbejde sammen med nogle af de største stjerner i verden.
Pludselig tager det fart
I videoen ser man ham tage enden af et forårsløg og plante stumpen i en potte for at få den til at gro på ny.
- Tanken var, at jeg måske kunne inspirere andre, der keder sig lige så meget, til at gøre det samme, siger Armen Adamjan.
Og inspirere andre dét gjorde han. Næste morgen havde over 117.000 Tiktok-brugere set ham putte den lille stump forårsløg i jorden.
Se de 15 sekunder, der gjorde Ebeltoft-drengen verdenskendt.
- Der tænkte jeg, det her er du nødt til at rykke på Armen. Det kan noget. Og så begyndte jeg at lave flere og flere videoer med alle mulige hacks, og pludselig tog det fart, fortæller han.
Hans husråd er finurlige, til tider vanvittige og klippet i et tempo, der kan få selv en maratonløber til at tabe pusten.
Som når han med stor overbevisning viser, hvordan du trin for trin laver figenstænger i ovnen ud af nedfaldsæbler. Hvordan du fjerner pletter fra dit træbord med en vaskeklud og et strygejern. Og hvordan du dyrker dit eget avocado-træ i vindueskarmen ud af en kerne, du med garanti ville have smidt ud.
Profilen hedder Creative Explained, og som navnet antyder, er den fyldt med kreative idéer til at gøre hverdagen lettere, billigere og mere bæredygtig.
- Min mission er at vise hele verden, at det kan være sjovt at spare penge, reducere affald og gro sin egen mad, siger Armen Adamjan.
Bliver genkendt i New York men ikke i Danmark
I New York er danske Armen Adamjan en berømthed. Her ved de fleste, hvem han er. Han kan ikke gå på gaden uden konstant at blive stoppet af amerikanere, der bramfrit beder om billeder og selfies med deres idol.
Men sådan er danskerne slet ikke, ifølge Armen Adamjan. Det er også én af grundene til, at han foretrækker at bo i Danmark.
- Der er ikke så mange danskere, der genkender mig endnu. Dem, der gør, er meget høflige, og det elsker jeg, siger han.
Når danske fans genkender ham, smiler de altid sødt, siger forsigtigt hej eller hvisker bag hans ryg, når han er gået forbi.
Det var slet ikke meningen
I lejligheden i Aarhus er mobilen klar til optagelse. På bordet foran Armen Adamjan ligger en makeup-pensel, en teskefuld bagepulver, et stykke køkkenrulle, et glas eddike, en halv citron og en bøjle.
Det lyder som starten på en plan, Egon Olsen kunne have udtænkt, men i dag er det rekvisitterne til en video, der om lidt skal sendes ud til hans mere end 12 millioner følgere på Instagram, TikTok og YouTube.
Med et hack til at rengøre dit make-up grej på bæredygtig vis.
Men det var aldrig meningen, at aarhusianeren skulle stå op hver dag og inspirere andre til at fjerne kalk i bruseren, gøre deres sneakers rene med kartofler eller gro deres egen ananas.
På det tidspunkt, hvor idéen med forårsløget opstod, boede han hos sine forældre i USA. Han havde forinden kørt rodløst rundt i en lejet bil i halvandet år for at finde en mening med det hele.
Penge til mad og benzin tjente han ved at arbejde på en tankstation og lave videoer for små virksomheder og lokale kunstnere.
Nu tjener han så mange penge på sine egne videoer, at det er blevet hans levevej.
- På bare en dag tjener jeg nu, hvad jeg førhen tjente på en uge. Men det har været hårdt arbejde at nå hertil. Det er ikke noget, jeg er kommet sovende til. Det gælder om hele tiden at finde på nye måder at lære fra sig på, siger Armen Adamjan.
Hemmeligheden bag succesen
Ifølge ham selv er det, han gør, meget enkelt. Det er måske i virkeligheden opskriften på hans succes, at alle kan være med.
For de fleste ingredienser og rekvisitter han bruger, har mange af os allerede i skabe og skuffer - og i skraldespanden.
Det er kombinationen og fremgangsmåden, der er hele hemmeligheden.
- Hvis du står i køkkenet og skal lave aftensmad ud af spinat, tomater og hvidløg, skal du bruge din fantasi og kombinere ingredienserne. Det er sådan, jeg gør i mine videoer. Jeg laver mine egne opskrifter, jeg eksperimenterer og tester, og så deler jeg dem med hele verden, fortæller Armen Adamjan.
Inspirationen til hans videoer voksede i starten ud af kedsomhed. Nu får han idéerne ved at være nysgerrig og se sig omkring for eksempel i sin egen lejlighed.
I dag får en video, der viser, hvordan du rengør din computerskærm med en brugt tepose nemt en million visninger.
Dagligt får han positive tilkendegivelser fra følgere, der elsker hans kreative påfund.
Uventet besked fra verdenskendt musiker
En dag tikkede der en besked ind fra musikeren og barndomsidolet Bryan Adams. Han ville gerne have aarhusianerens hjælp til at lave en promotion video til sin Instagram-profil.
Og når man som teenager har haft ’Heaven´ og ’Summer of ’69’ blæsende ud af højttaleren, skulle der ikke bruges meget betænkningstid, før den canadiske superstjerne fik et svar retur, og aftalen blev straks noteret i kalenderen.
- Det var for vildt, at Bryan Adams ville have mig til at lave hans video, så det sagde jeg selvfølgelig ja til, siger Armen Adamjan.
Men Bryan Adams er blot en i rækken af berømtheder, der har spottet aarhusianerens talent.
Da hollywoodskuespillerinden Jennifer Garner delte et af Armen Adamjans rengøringstips med sine 14 millioner følgere på Instagram, eksploderede hans profil Creative Explained med over 330.000 følgere på to dage.
Det blev samtidig startskuddet til et samarbejde mellem de to, og listen med skuespillere, kunstnere og udenlandske tv-stationer, der vil samarbejde med ham, vokser fra dag til dag.
Drømmen er at blive instruktør på sin egen film. Det kommer til at ske, det er han sikker på.
- Alt er muligt. Hvis nogen havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville leve af det her i dag, så havde jeg grint af dem. Og se mig nu, siger han med et smil.
Se hele indslaget om Armen Adamjan, der lever af at inspirere sine mange millioner følgere til at leve billigt og bæredygtigt, her: