Sagde farvel til velbetalt job for at blive glad igen: - Der var noget fuldstændig galt

Christian Breinbjerg sad foran sin computerskærm som så mange gange før. Men noget var anderledes. Han havde lige holdt to pauser. Først en time og så ti minutter. Lige lidt hjalp det.

- Jeg kunne mærke, at der var noget fuldstændig galt. Jeg kunne se skærmen foran mig, men alt på skærmen var et andet sprog, fortæller Christian Breinbjerg.

Det blev dagen, der endte med at forandre hans liv.

- Jeg begyndte at græde. Jeg ved ikke hvorfor. Det var en magtesløshed over ikke at forstå situationen, siger han

Han arbejdede som konstruktionsingeniør, og som den logisk tænkende person han er, begyndte han straks at finde en løsning på symptomerne, men der var ikke nogen.

- Så slog det mig, at det var stress, siger Christian Breinbjerg.

Starten på en nedtur

Kort efter blev han sygemeldt. Det var starten på det, som han siger.

I første omgang fik Christian Breinbjerg fri i en uge. Han var sikker på, at en uges skærmpause ville være nok, og så ville han være på dupperne igen.

- Jeg havde kun set toppen af isbjerget på det tidspunkt, husker han tilbage.

De næste par uger blev symptomerne værre og værre. Han fik sværere ved at sove om natten, men sov til gengæld det meste af dagen. Han havde ikke motivation til noget som helst.

- Det var bare rigtig træls at være til i et stykke tid, siger han.

Vendepunktet

Det var egentlig planen, at Christian Breinbjerg skulle vende tilbage til sit velbetalte ingeniørjob. Han nåede også at komme forbi til en langsom opstart, men kort efter indså han, at det ikke ville fungere.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke var klar, og så nåede jeg til en erkendelse af, jeg ikke kunne være sygemeldt længere. Jeg følte, at der lå et pres på mig, selvom jeg havde en god chef, og der egentlig ikke gjorde det. Men nogle gange skal man lytte til sin mavefornemmelse, og så sagde jeg op, fortæller han.

Det var pausen fra arbejdsmarkedet, der havde fået Christian Breinbjerg til at stoppe op og tænke over, hvad der egentlig er vigtigt i livet. En lektie, han ville ønske, at han havde indset noget før.

- Det er ikke, fordi jeg er blevet pacet frem i livet, men jeg gik fra folkeskole til gymnasiet, til sabbatår og til universitetet – og så det ene arbejde efter det andet. Hele mit liv lå på en lige linje. Jeg var dygtig i gymnasiet: "Så skal jeg være ingeniør", tænkte jeg, siger Christian Breinbjerg og uddyber:

- Der ligger en forventning fra samfundet. Man skal gå i skole, så skal man have hus og børn, man skal spare op til sin pension. Mens jeg var syg, tænkte jeg bare, at det gør jo ikke noget, at jeg vil prøve noget andet her i livet. Tidligere har jeg tænkt, at når jeg har brugt seks år på at blive ingeniør, så skal jeg også være det, selvom det er surt, siger han.

Vi skal tale om det

Christian Breinbjerg fortæller åbent og ærligt til folk om sin stress. Han håber, at han ved at dele sin historie kan få andre til at være lidt mere opmærksomme – både på dem selv og på andre. Og så håber han, at stress er noget, vi kan tale om.

- Da jeg begyndte at få det bedre, følte jeg, at folk så på mig som en tikkende bombe. Som en person indhyllet i bobleplast. Man skulle helst ikke spørge om det, for hvad nu hvis, husker Christian Breinbjerg.

I dag ville Christian Breinbjerg ønske, at han selv havde handlet anderledes, inden han endte med at blive så syg.

- Hvis jeg havde talt med nogen, så havde jeg måske kunnet undgå det. Eller talt med nogen, da jeg blev sygemeldt. Jeg følte mig så utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne have et arbejde. Det, synes jeg, var helt forfærdeligt, det med at få løn for ikke at lave noget, men være sygemeldt. Det skal vi tale lidt mere om, siger han.

Han tror, at vi skal tackle stres helt anderledes, end vi gør i dag. Han håber, at hans historie kan gøre bare en lille forskel.

- Hvis de kan genkende det, så kan de være, at de undgår at ramme bunden, sådan som jeg gjorde. Det lyder som en kliche, men hvis jeg bare kan hjælpe én person, så ville jeg være glad, siger Christian Breinbjerg.

Det er i sidste ende naturen, der gør ham gladest. Han elsker at gå rundt og fotografere. Derfor arbejder han nu fuldtid med at tage billeder af naturen.

- Jeg kommer aldrig til at tjene en ingeniørløn på det. Lige nu er det ikke nok til at få det til at køre rundt. Men jeg vil meget hellere leve på et skrabet budget, hvor jeg er glad, end at få en høj løn. I bund og grund er der intet så værdifuldt som at være glad, når man står op. Det kan man ikke købe for penge, afslutter han.