Politiker straffet for syv år gamle opslag på Facebook: - Det er chikane
Byrådspolitiker kæmper for at få lov til at beholde sin Facebook-side. Ekspert kalder det problematisk, men techgiganten afviser.
Byrådspolitikeren Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti har de seneste måneder fået den ene restriktion og karantæne efter den anden på Facebook.
Op mod ti karantæner er det blevet til. Facebook har flere gange begrænset, hvor mange der ser hans opslag, og i perioder har han også mistet muligheden for at annoncere og sende live.
Han ved ikke, hvorfor Facebook "er på nakken af ham". Og ifølge Facebook-ekspert Benjamin Rud Elberth skal han heller ikke gøre sig forhåbninger om at få svar på det.
- Det er et fuldstændig uigennemsigtigt system, og det er så godt som umuligt at få at vide, hvorfor man får karantæne, og hvad der egentlig skal til, før Facebook vurderer, at reglerne er overtrådt. Det er dybt demokratisk uretfærdigt, siger Benjamin Rud Elberth, direktør i Elberth Kommunikation og ekspert i sociale medier.
Pyrus-opslag
Balladen begyndte, da Michael Nedersøe i slutningen af november – ligesom så mange andre – blandede sig i debatten om, hvorvidt TV 2 havde truffet den rigtige beslutning om at fjerne Pyrus-julekalenderen 'Alletiders julemand'.
Den horsensianske byrådspolitiker skrev blandt andet:
”Lad os stå ved fortiden, og lad ikke de smålige krænkere ødelægge det for andre.”
Opslaget kan ses her:
Og derfra begyndte karantænerne at strømme ind. Ikke kun for nye, aktuelle opslag, men for opslag skrevet for flere år siden.
Blandt andet dette næsten otte år gamle opslag fra 2015, hvor Michael Nedersøe deler et billede fra Djurs Sommerland og fortæller, at han har prøvet forlystelsen Hottentot-karrusellen, som der på det tidspunkt var stor debat omkring.
Djurs Sommerland har siden hen ændret navnet fra Hottentotten til Abekatten og ændret centerfiguren.
- Det er helt uforståeligt for mig, at jeg ikke kan blande mig i en debat om en forlystelse. Jeg kan ikke se, at det skulle være ulovligt eller hadefuldt eller noget, der berettiger, at Facebook i dag – mange år efter – straffer mig for et ældgammelt opslag, siger Michael Nedersøe.
Han mener, at det er særligt problematisk, at han som folkevalgt politiker fra en politikerside bliver ramt af karantæner og begrænsninger.
- Det er politisk censur og chikane af værste skuffe. Jeg er folkevalgt politiker og har ret til at ytre mig. Det gør mig virkelig harm, siger Michael Nedersøe og tilføjer:
- I dag bruger man jo i høj grad sociale medier til at komme i kontakt med borgere og vælgere, så det er et vigtigt arbejdsinstrument, som jeg ville være træt af at miste, siger han.
Men er det ikke bare, fordi du er gået over stregen i dine opslag?
- Nej, det mener jeg ikke. Jeg er ikke så politisk korrekt, og nogle er måske til grænsen. Men der er intet af det, der er hadefuld tale.
Michael Nedersøe har siden november fået så mange karantæner og restriktioner for de flere år gamle opslag, at Facebook nu har advaret ham om, at hans side helt risikerer at blive lukket ned.
Ekspert: Det er et kæmpe problem
Michael Nedersøe er ikke alene om at mene, at det er et demokratisk problem, at Facebook på den måde begrænser danske politikere.
Facebook-ekspert Benjamin Rud Elberth fortæller, at der med jævne mellemrum er politikere, der bøvler med karantæner og diverse restriktioner.
- Det er et kæmpe problem for de politikere, der bliver udsat for det. For den politiske samtale foregår jo også på de sociale medier, og når man bliver frataget den direkte linje til vælgerne, kan det betyde, at man får sværere ved at vise, hvad man egentlig laver i byrådet, og hvad man står for, siger Benjamin Rud Elberth og tilføjer:
- Det kan i yderste konsekvens betyde, at man ikke bliver genvalgt.
Men kunne Michael Nedersøe ikke godt have regnet ud, at hans opslag strider imod Facebooks regler?
- Det er meget svært at gennemskue, hvor grænsen går. Det er jo ikke, fordi han har skrevet om terror, vold eller injurier. Det, han skriver, er inden for rammerne af dansk lov og ret, men Facebook er en privat virksomhed, som har lov til at lave deres egne regler og i øvrigt ikke er specielt interesseret i dansk grundlov og ytringsfrihed, siger han.
Efterlyser lovgivning
Benjamin Rud Elberth er særligt kritisk over for den manglende gennemsigtighed.
- I de fleste tilfælde er det fuldstændig uigennemskueligt, hvorfor Facebook giver en karantæne, og det er så godt som umuligt at få fat på Facebook selv og spørge. Det er alment kendt, at Facebooks supportafdeling er som et stort sort hul, siger han.
Benjamin Rud Elberth lever af at rådgive andre om Facebook. Men hvis Michael Nedersøe ringede og spurgte ham om hjælp til at komme ud af karantænestrømmen, ville han svare ham, at det ikke var sikkert, at han – selv som ekspert – ville kunne komme igennem til supportafdelingen.
- Ofte kan man ikke gøre så meget andet end at gå til pressen, siger han.
Han efterlyser derfor lovgivning på området, så Facebook bliver tvunget til at give en bedre og mere tydelig adgang til support.
Facebook forsvarer regler
Virksomheden Meta, som står bag Facebook, har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt en skriftlig kommentar.
- Som hovedregel ønsker vi ikke at komme i vejen for åben, offentlig og demokratisk debat på Metas platforme. Offentligheden skal kunne høre, hvad deres politikere siger. Men det betyder ikke, at der ikke er grænser for, hvad folk kan sige på vores platform, skriver virksomheden i mailen.