Lokalt

Danmarks dyreste landejendom går millioner ned i pris

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

En af landets dyreste ejendomme har ikke fundet sin næste ejer, så nu skæres der adskillige millioner af prisen.

Der er luksus, luksus og mere luksus. Men det har endnu ikke lokket en køber til.

Det er status for Kleppenhus-ejendommen ved Stubbe Sø på Djursland, som i oktober 2022 blev sat til salg for hele 70 millioner kroner.

22 værelser, et boligareal på over 1100 kvadratmeter og overdådig luksus for især heste er bare noget af det, man ifølge ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen får med i prisen.

Det har dog tilsyneladende ikke været nok, så nu – knap fire måneder senere – er prisen blevet skåret ned med flere millioner.

Helt konkret er der skåret 10 procent af prisen – 7 millioner – så den nu kan erhverves for 63 millioner kroner.

Bygget fra bunden med eget staldanlæg

Med huset følger en grund på hele 283.988 kvadratmeter og som tidligere nævnt luksuriøse forhold for heste. Det inkluderer fire staldanlæg, hestesolarier, vandløbebånd og hestespa.

Kleppenhus er i øjeblikket ejet af den norske dressur- og landsholdrytter Cathrine Rasmussen, der er datter af skibsreder og milliardær Einar Rasmussen, der også i perioder har boet i huset nord for Ebeltoft.

- Det er en helt igennem unik ejendom, og sælger er en meget ressourcestærk kunde, der har bygget det hele fra bunden og ikke sparet på noget. Da de købte det, var der bare et lillebitte hus, har Nanna Frederikke Juhl, filialchef for Ivan Eltoft Nielsen i Hellerup, tidligere fortalt TV2 ØSTJYLLAND.

Trods prisnedsættelsen er Kleppenhus ifølge Boliga fortsat landets dyreste landejendom. Nummer to ligger i Vejle og er lige nu sat til salg for 59,5 millioner kroner.

TV2 ØSTJYLLAND har onsdag formiddag været i kontakt med ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, der dog ikke har nogen kommentarer til prisfaldet.

Se billeder af Kleppenhus her: