Lokalt

Aarhus sænker hastigheden på 15 vejstrækninger

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

I de kommende tre år bliver farten sænket med ti kilometer i timen på 15 udvalgte strækninger i Aarhus Kommune. Se kort nederst.

Kan lavere fartgrænser højne trafiksikkerheden og sænke støjniveauet?

Det vil man finde svar på i Aarhus Kommune, hvor man sænker hastighedsgrænsen med ti kilometer i timen på 15 strækninger fordelt over det meste af kommunen.

I løbet af foråret vil der bliver skiftet farttavler, så bilisterne kan se, at hastighedsgrænsen er sat ned.

Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, glæder sig over muligheden for at teste, hvad en lavere fartgrænse betyder for byerne.

- Der er mange steder i kommunen, hvor 50 kilometer i timen inden for bygrænsen er for hurtigt for især de bløde trafikanter, som flere steder deler vejen med bilisterne. Jeg er glad for, at vi som forsøgskommune nu kan prøve ting af og blive klogere på, hvilken forskel det faktisk gør for støjen, trafiksikkerheden og byen som helhed, når hastigheden bliver lavere, siger Nicolaj Bang i en pressemeddelelse.

Aarhus Kommune er én af 16 kommuner i Danmark, der er del af Vejdirektoratets treårige forsøgsordning med lavere fartgrænser i byen.

Forsøget skal give erfaringer med henblik på at forbedre den generelle trafiksikkerhed i Danmark, og så skal det vise, hvad der sker med bymiljøerne de steder, hvor farten kommer ned.