PostNord med advarsel op til nytår: - Tænk jer om

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

Hvert år køber danskerne ulovligt fyrværkeri over nettet til trods for, at eksplosiverne udsætter både postvæsnet og forbrugeren for fare.

- I værste fald er konsekvensen jo, at man som ansat kan komme til skade, hvis der er fyrværkeri i en pakke, som antænder eller eksploderer.

Hvert år oplever PostNord, at danskerne sender fyrværkeri med posten, selvom det ikke er tilladt. Af og til er det tilmed ulovligt fyrværkeri, der uheldigvis fragtes gennem landet.

Jeg synes i hvert fald, at det er meget forkasteligt

Hans Erik Lindkvist, HR-chef, PostNord

Ifølge HR-chef PostNord, Hans Erik Lindkvist, oplever PostNord en stigning i antallet af fund af ulovligt fyrværkeri. Og det er årsag til bekymring blandt de ansatte.

- Hverken at komme til skade eller at være bange for at komme til skade er jo en rar følelse, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er da en nervøsitet, der ligger, og en opmærksom man har, og som vi gerne vil være foruden.

Antal fund vokset

Ifølge Toldstyrelsen er der i år rekordmeget ulovligt fyrværkeri, der er blevet stoppet på vej ind i landet.

Faktisk er hele 1,7 ton ulovligt fyrværkeri blevet beslaglagt i år. Heraf kommer en stor del af pakkerne fra Østeuropa.

- De seneste år er mængderne vokset og vokset, og nu sætter vi for andet år i træk en kedelig rekord, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Michael Lund i en pressemeddelse.

Ifølge Karsten Nielsen, der er direktør i Fyrværkeribrancheforeningen, er det dog kun omkring 10-15 procent af al den ulovlige fyrværkeri, der købes, der faktisk bliver beslaglagt.

- Men det er svært at sætte et eksakt tal på, udtaler han i pressemeddelsen.

Samme problematik genkender HR-chef ved PostNord Hans Erik Lindkvist.

- Vi fanger jo nødvendigvis ikke det hele, men hos os ser vi jo et stigende antal pakker, der tages til side, siger han.

Hvordan man som ansat opdager, at en pakke, der skal sendes videre, ser 'mistænkelig' ud, kan dog være en vanskelig kunnen at tilegne sig.

- Det kan jo dels være pakker, der sendes mellem private, hvilket kan være vanskeligere, fordi det måske ikke er ens emballeret, siger han.

- Men så kan det også være pakker, der sendes fra grossister, og der har vi nok en idé om, hvordan de typisk er emballeret.

En enkelt gang er det gået galt, da en pakke med fyrværkeri for otte år siden eksploderede i PostNords terminal i Taulov sydvest for Fredericia.

Der er en grund til, at der er nogle mennesker, der sidder og godkender fyrværkeri

René Raffo, politiinspektør, Østjyllands Politi

Ingen personer kom til skade under eksplosionen, men hændelsen gjorde indtryk på de ansatte.

- Én ting er jo, at man begår en ulovlighed, men man kan også ramme andre mennesker i tilfælde af skade, og det må være ubetænksomhed. Jeg synes i hvert fald, at det er meget forkasteligt, siger Hans Erik Lindkvist.

Ekstremt farligt

Og risikoen ved ulovligt fyrværkeri er stor, mener René Raffo, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi.

- Når det ikke er godkendt fyrværkeri, kan det være ustabilt. Brandhastigheden på lunten kan være ustabil, og man skal lade det være, for det kan få store konsekvenser for andre og en selv, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er en grund til, at der er nogle mennesker, der sidder og godkender fyrværkeri.

Han understreger, at det er 'ekstremt farligt' at sende fyrværkeri med posten - både for dem, der skulle modtage pakken, og for dem, der bringer det ud.

- De aner jo ikke, hvad der er i den kasse. Det kan jo lige så godt være sko.