Lokalt

Dagli'Brugs giver fortabt efter 12 år med underskud

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Samtlige ansatte har modtaget en opsigelse, men der er ikke sat endelig lukningsdato for butikken. Nu kæmper borgerne for at redde den.

Dagli'Brugsen Kvik i Holeby lukker, og samtlige ansatte har modtaget en opsigelse.

Det oplyser brugsuddeler Frede Blak Martinsen.

- Det er trist, men jeg kigger også på regnskaber, så jeg kan godt forstå, at beslutningen er truffet, siger han.

Vi er selvfølgelig rigtig kede af det

Danny Barbu Hansen, direktør i Sakskøbing Brugforening

Brugsen har 22 ansatte herunder flere ungarbejdere og andre ansatte. Men ingen af dem kender den konkrete lukningsdato, fordi den endnu ikke er blevet truffet af Sakskøbing Brugsforening, som brugsen i Holeby hører under.

Derfor håber uddeler Frede Blak Martinsen, at kunderne vil bakke de ansatte op under afviklingsperioden.

- Kunderne har udvist enorm stor sympati for vores situation og er selvfølgelig utrolig triste over, at beslutningen er taget, siger han.

Har været en underskudsforretning i 12 år

Beslutningen om at lukke brugsen blev givet til de ansatte tirsdag 27. december efter frokost af direktør Danny Barbu Hansen fra Sakskøbing Brugsforening. Det var ikke nogen nem besked at give.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af det, siger Danny Barbu Hansen og fortsætter:

- Men jeg synes også, at vi har givet butikken en chance. Vi har haft den i 12 år uden at se mærkbare forbedringer af driften. Så er det klart, når tingene i øjeblikket spidser til for alle, så bliver vi nødt til at tage nogle beslutninger, som vi har gjort her – og det er ikke sjovt.

Siden brugsforeningen overtog brugsen i Holeby, har butikken hvert eneste år givet underskud.

Årsagerne er ifølge foreningen selv mange. Blandt andet flere års dalende omsætning, øgede omkostninger, faldende avance, som gør, at butikken minder mere om en kiosk end et supermarked.

Den nuværende inflation og kundernes fokus på tilbudspriser gør det uholdbart at drive brugsen videre, selvom brugsforeningens gennem de 12 år har troet på projektet.

Det ses blandt andet med en større renovering og modernisering af butikslokalet, lokalt nedsatte vare for at tiltrække flere kunder samt investering i personale og service gennem en højere løn til de ansatte.

- Omkostningerne og energipriserne er bare løbet fra os, og vi har ikke kunne få varer hjem, fordi der er leveringsproblemer. Det bliver man bare ramt af, og det har vi ingen indflydelse på, siger Frede Blak Martinsen

Kunder starter underskriftindsamling

Troen og investeringerne var med andre ord ikke nok, og derfor må Frede Blak Martinsen vinke farvel til det arbejde, hvor han begyndte som uddeler for lidt over et halvt år siden.

- Jeg beklager virkelig, vi ikke har fået længere tid til at vise, at butikken kunne være bæredygtig og have en fremtid for befolkningen, siger han.

Ifølge Frede Blak Martinsen forsøger flere af kunderne nu at redde brugsen ved hjælp af en underskriftindsamling.

- Det varmer én, siger han.

Samtidig oplyser direktør for Sakskøbing Brugsforening, Danny Barbu Hansen, at brugsforeningen ligger i forhandlinger om at leje bygningerne i Holeby ud, så der forsat kan være en dagligvarebutik i lokalerne.

Direktøren kan ikke oplyse, hvem der forhandles med.

Men han oplyser, at begge parter har talt sammen så sent som i dag, onsdag 28. december, og der en positiv stemning om at leje lokalerne ud til dagligvarebutik.