Coronaepidemien har givet mere liv i danske landsbyer
Landsbyerne klarer sig faktisk godt, det viser en ny undersøgelse, og det kan vi delvis takke coronaepidemien for.
Der er så dejligt ude på landet. Det vidste H.C. Andersen, og det ved musikeren og sangskriveren Troels Trier. Og flere og flere andre nutidsdanskere har fundet ud af det. Det viser en undersøgelse, som Landdistrikternes Fællesråd har fået lavet.
- Jeg er glad for, at sĂĄ mange af vores medlemskommuner er optimistiske omkring tilflytningen til deres kommune, siger formand for foreningen, Steffen Damsgaard.
Grundene er mange. Det kan være videoer på sociale medier om landsbylivets herligheder, tilflytterhuse, som det i Sæd eller informationsdage for de nye tilflyttere, hvor de møder lokale, der kan hjælpe dem på plads i deres nye liv. Og så har coronaen haft en god effekt.
- Coronakrisen åbenbarede et stort potentiale for ny tilflytning til landdistrikterne, fordi flere fik øjnene op for den ro, tryghed og nærhed til naturen, som områderne tilbyder. Nu ser det ud til, at vi begynder at mærke effekten, siger Steffen Damsgaard.
Flere flyttede pĂĄ landet under coronakrisen
Da hele Danmark blev hjemsendt i marts 2020, stod byens begrænsninger pludselig tydeligere frem for mange byboere – ikke mindst børnefamilier, der var henvist til både at hjemmepasse og arbejde fra spisebordet.
Dén virkelighed viser sig også i kommunernes oplevelse af tilflytningen – faktisk vurderer halvdelen af de adspurgte kommuner i bosætningsanalysen, at tilflytningen er steget under og efter coronakrisen.
45 kommuner har svaret på et spørgeskema, og hele 42 procent fortæller, at tilflytningen til kommunen er tilfredsstillende.
Det er en udlægning, der finder opbakning i en anden ny analyse fra september udarbejdet af Fremforsk – Center for Fremtidsforskning på foranledning af Forenet Kredit. Her fremgår det, at mange landsbyer landet over faktisk er i vækst – jo større en landsby, des bedre klarer den sig.
Vi er ikke i land endnu
Men den hellige gral er ikke velforvaret, ikke endnu i hvert fald.
- Vi er i gang med at vende en supertanker, der har været på katastrofekurs i årevis. Den har rykket sig et stykke, men stadig langt fra nok. Der er virkelig store potentialer for at skabe ny bosætning, men det kræver, at vi holder fast og følger de seneste års decentraliseringstiltag op med flere og samtidig sikrer den kommunale økonomi, så kommunerne kan fastholde en decentral struktur. Samtidig blotlægger vores bosætningsanalyse i den grad behovet for at holde hånden under de nære velfærdstilbud, siger Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd og tilføjer:
- Lykkes vi med at fortsætte ned af det gode decentraliseringsspor, er jeg meget optimistisk på landdistrikternes vegne.