Rektor advarer elever mod omdiskuteret robot: - Så må vi tilbage til papir og blyant

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Et stigende antal gymnasieelever bruger chatbotten ChatGPT til deres daglige opgaver, og én elev er taget for snyd.

Chatbotten ChatGPT er på alles læber for tiden, og den er da også smart. Det er en intelligent robot, der kan svare på (næsten) alle dine spørgsmål.

Det har mange elever på landets gymnasier blandt andet opdaget.

- Det er et meget præcist og langt svar, man får, siger Frederik Colding, der går på Nørresundby Gymnasium & HF, om robottens evner til at hjælpe med de daglige lektier.

- Det gør sådan, at man ikke skal arbejde om natten længere, tilføjer hans klassekammerat Yahya Osman.

Ved hjælp af kunstig intelligens kan chatbotten søge informationer på internettet og sammensætte det til komplekse svar.

Jeg kan jo frygte, at eleverne får uretmæssig hjælp fra det værktøj

Torben Poulsen, rektor, Aalborghus Gymnasium

Tilbage til papir og blyant

Men ikke alle er lige imponeret.

For ChatGPT kan også hjælpe skoleelever med at snyde til eksamen og skrive de daglige stile, og det skal der sættes en stopper for, mener eksempelvis rektoren på Aalborghus Gymnasium.

- Jeg kan jo frygte, at eleverne får uretmæssig hjælp fra det værktøj. Og det er ikke hensigtsmæssigt – det er ikke noget, de lærer så meget ved i hvert fald, siger Torben Poulsen.

Løsningen kan derfor blive helt at droppe elektronik til elevernes eksaminer.

- Et stykke papir og blyant. Nogle af dem har ikke engang papir og blyant med – det er vi nødt til at udlevere. Men det er en af teknikkerne fremover, foreslår rektoren.

Hvad er ChatGPT?

  • En ny og avanceret kunstig intelligens, en algoritme, som afsøger internettet for information og sammensætter informationen i komplekse og nuancerede svar på de spørgsmål, du stiller den.
  • En ChatGPT kan for eksempel skrive portrætter, analyser, juridiske dokumenter og svare på alverdens forskellige spørgsmål.

  • Du kan også føre en samtale med robotten, så den er mere menneskelig end en almindelig søgemaskine som for eksempel Google.

  • Du kan endda bede den skrive i en bestemt tone for eksempel sarkastisk, humoristisk eller akademisk.

  • Spørger man ChatGPT selv, hvem den er, får man følgende svar: "Min opgave er at hjælpe folk med at besvare spørgsmål og løse problemer ved at generere meningsfuld og relevant tekst baseret på de inputs, jeg modtager. Jeg er ikke en fysisk enhed, men et computerprogram, der er designet til at simulere menneskelig samtale."

  • Robotten kan ikke svare på aktuelle temaer, da dens datasæt kun går frem til 2021. Den kan altså ikke forklare krigen mellem Rusland og Ukraine eller fortælle dig om vejret i dag.

  • ChatGPT er udviklet af virksomheden OpenAI.

Kilde: komputer.dk

Bange for at blive taget for snyd

Selvom gymnasieeleverne godt kan se, at den gratis ChatGPT er en mulig løsning, når opgaverne hober sig op, er de ikke alle klar til at benytte sig af snydeværktøjet.

- Det er smart, men man lærer ikke så meget af det. Men hvis man er bagud med en aflevering, kunne det da være smart at fyre spørgsmålet derind (i ChatGPT, red.), så man slipper for at få skriftligt fravær, siger Frederik Colding fra Nørresundby Gymnasium & HF.

De elever, TV2 Nord talte med mandag, havde dog ikke til hensigt at snyde med chatbotten.

- Nej, det kunne jeg ikke finde på. Det vil jeg ikke risikere, fastslår Yahya Osman.

Han bliver bakket op af Frederik Colding.

- Jeg tror, at jeg ville være bange for at blive taget for plagiat, så det tør jeg slet ikke.

En af mine kolleger kørte en test på en eksamen, og der svarede den rigtigt på 70 procent af spørgsmålene og fik således 7

Thomas Moeslund, professor i kunstig intelligens, Aalborg Universitet

Som at putte McDonalds-mad i en blender

Én elev på Nørresundby Gymnasium & HF er dog indtil videre blevet taget i at benytte chatbotten og dermed snyde.

Ifølge rektor Søren Hindsholm gør eleverne dog bedst i at holde sig inden for reglerne.

- Den stil, det er skrevet i, er helt upersonlig. Det er ligesom, hvis man tog noget McDonalds-mad og kom ned i en blender, videre over i en trykkoger, og man så prøvede at spise det. Det smager jo ikke rigtigt af noget, siger Søren Hindsholm.

Thomas Moeslund, der er professor i kunstig intelligens på Aalborg Universitet, advarer dog mod, at chatbotten er "forbavsende effektiv".

- Nu er vi et sted, hvor vi bliver nødt til at tage det alvorligt. En af mine kolleger kørte en test på en eksamen, og der svarede den rigtigt på 70 procent af spørgsmålene og fik således 7, siger han.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har efterspurgt, hvordan eleverne må bruge ChatGPT.