Nu er det slut med at sende førstegangsfødende hjem efter fire timer
I begyndelsen af det nye år vil førstegangsfødende på Rigshospitalet og Herlev få bedre muligheder for barselsophold end i dag.
Et barselsophold på op mod to døgn efter fødslen fremfor de nuværende fire timer bliver nu en realitet for førstegangsfødende på Rigshospitalet.
Tilbage i juni blev den daværende regering og Danske Regioner enige om, at alle førstegangsfødende fra starten af 2023 skal havde mulighed for at blive på hospitalet i op til to døgn efter fødslen.
Men det løfte ville blive umuligt at leve op til inden for tidsrammen, regnede man med i Region Hovedstaden.
På Rigshospitalet var der nemlig pladsmangel, og der skulle derfor bygges om, før de to døgns barselsophold kunne tilbydes alle førstegangsfødende.
Men i sidste øjeblik er det lykkedes at finde lokalerne, fortæller en glad formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), til TV 2 Lorry.
- Jeg har netop fået at vide, at der er fundet lokaler i den nye nordfløj, som det vil være muligt at flytte ind i fra 1. marts, siger han.
Om det vil være muligt at tage de nye lokaler i brug til marts, er dog afhængigt af, at Rigshospitalet kan rekruttere det nødvendige personale.
- Vi har ikke kunnet begynde at rekruttere, før vi havde lokalerne på plads, så det arbejde begynder nu, siger han.
Præcis hvor mange fødende der er kapacitet til, vides endnu ikke, og hvem de nye lokaler eventuelt bliver overtaget fra, ved formanden for sundhedsudvalget heller ikke endnu.
- Det er stadig meget nyt.
Herlev skulle også blive klar
Som det er nu, er det kun Hvidovre Hospital, der kan garantere to døgns barselsophold.
Men Herlev Hospital skulle meget gerne være klar til starten af 2023, som aftalen går på:
- Politisk forudsætter jeg, at vi kan være klar i starten af året på Herlev. Men præcist hvornår kan jeg ikke sige lige nu, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Været i gang siden juni
I Region Hovedstaden har man siden juni været i gang med den nye fødeplan, der blandt andet har involveret folk fra hospitaler, almen praksis, kommuner og politikere. Der har været drøftet indsatser, og i begyndelsen af næste år bliver et udkast sendt i høring.
Men den endelige godkendelse sker først til april 2023.
Hvordan kan det være, at det skal tage så lang tid?
- Det hænger sammen med den samlede fødeplan og de tilbud, vi ønsker at give før, under og efter en fødsel. Det er der en god proces i, hvor vi skal høre de fødende og de arbejdende for at sikre ordentlige forhold hele vejen rundt, siger Christoffer Buster Reinhardt.