Isslag skaber kaos - vagtcentral måtte kalde ekstra på arbejde
Rigtig mange borgere er faldet og kommet til skade under isslaget mandag. Politiet opfordrer alle til at passe på.
Der var mandag eftermiddag så mange, der faldt og kom til skade, at AMK-centralen (akutmedicinsk koordinering, red.) i Region Sjælland måtte indkalde ekstra personale på arbejde.
Det oplyser Brian Lindekilde, der er leder af AMK-vagtcentralen i Region Sjælland, til TV2 ØST.
AMK-vagtcentralen tager sig af opkald til 1-1-2 om alvorlig sygdom og vurderer, om der skal sendes ambulancer ud til borgerne - og mandag er det noget, der er sket rigtig ofte.
- Vi har rigtig, rigtig travlt lige nu. Der falder regn lige nu, der bliver til is på jorden - og der er rigtig mange faldulykker, hvoraf en del faktisk er meget alvorlige, lød det mandag eftermiddag fra Brian Lindekilde.
Politi advarer også
Også hos politiet advarede man mod forholdene udendørs, hvor rigtig mange borgere er kommet til skade.
- Der er mange faldulykker. Folk falder på gader og stræder, og vi kan se, at mange efterfølgende må have hjælp, sagde vagtchef Jakob Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han fortæller, at der er faldet folk nærmest lige foran politistationen i Næstved, men han kan berette om skader i hele regionen.
Også Midt- og Vestsjællands Politi har måttet advare på Twitter om mange faldulykker i deres politikreds.
- Det er rigtig slemt i hele regionen. Vi får meldinger om faldulykker næsten fra hele Region Sjælland. Der er ikke særlig mange trafikulykker, men virkelig mange faldulykker, siger Brian Lindekilde.
Især fra Næstved og sydover er der mange meldinger om skader.
Mange kræver ambulance
Brian Lindekilde fortæller, at der i mange tilfælde er tale om skader, hvor der er sendt en ambulance med udrykning til stedet.
- Der er nogle ret alvorlige ting. Eksempelvis brækkede arme og ben, hvor lemmerne er vredet ud af deres normale position, siger han.
Han opfordrer ligesom politiet borgerne til at passe på.
- Det her er en vejrsituation, der virkelig presser beredskabet, og vi opfordrer virkelig alle til at passe på.
Vagtcentralen har endnu ikke opgjort et samlet antal skader. Det gør de først, når situationen efterhånden bliver mere rolig.
Isslag dannes, når regndråber på vej mod jorden underafkøles – og derefter øjeblikkeligt fryser til is, når de rammer jorden. Det dannes, når for eksempel en vej, der er våd af regn eller smeltevand, fryser og danner lag af is.