Lokalt

Pludselig lugtede der af diesel, og så fik brandvæsnet travlt

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Miljøvagten ved endnu ikke, hvordan der er kommet diesel i Skerne å.

Et mystisk dieseludslip er blevet konstateret i Skerne Å på det nordlige Falster.

Det oplyser Lolland-Falster Brandvæsen.

Brandvæsnet har derfor søndag lagt flydespærringer i åen, som løber ud i Skerne Sø øst for Nørre Alslev.

Det er ikke sundt for vandmiljøet, for planterne eller for dyrene

Brian Midfjord Petersen, indsatsleder

- Vi har lavet førsteindsatsen og standset ulykken ved at lægge flydespærringer, så dieselen bliver fanget, siger Brian Midjord Petersen, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen.

- Det er ikke sundt for vandmiljøet, for planterne eller for dyrene, og det er derfor, vi gør noget for at bremse det, tilføjer han.

Mistanken om dieselen i åen kom fredag aften, da en beboer i området kunne lugte noget sært omkring åen.

Slog alarm til miljøvagten

Der blev slået alarm til den kommunale miljøvagt, og brandvæsnet blev tilkaldt.

Men fordi anmeldelsen kom efter mørkets frembrud, var det ikke muligt for dem at konstatere, om der rent faktisk var diesel i åen.

Dagen efter undersøgte miljøvagten atter området, dog uden at det blev konstateret noget uregelmæssigt.

- Men så ringede anmelderen igen søndag og sagde, at nu var lugten der igen, siger Brian Midjord Petersen.

Derfor rykkede brandvæsnet sammen med miljøvagten ud til stedet søndag formiddag, hvor tre brandfolk lagde to flydespærringer, der absorberer dieselen, på henholdsvis to og tre meter i hver sin ende af åen.

- Vi kunne konstatere, at dieselen havde samlet sig sammen med noget naturligt slam i åen, og så kunne vi fange det, siger Brian Midjord Petersen og fortsætter:

- Nu er udfordringen at finde ud af, hvor det kommer fra. Er det et uheld? Eller er det noget, der står og siver et sted og løber ud i åen? Det arbejder miljømyndigheden med at finde ud af.

Har udspurgt virksomheder i området

Det er usikkert, hvor meget diesel der flyder rundt i åen.

- Fem liter fylder for eksempel enormt store områder i et åløb, så vi har ingen anelse om, hvor meget der er. Vi kan bare konstatere, at der er noget. Det skvulper ikke rundt med dieselen, men der er et lag på overfladen, siger Brian Midjord Petersen.

Ifølge brandvæsnet har den kommunale miljøvagt talt med flere virksomheder i området for at høre, om de har nogen oplysninger i sagen og eventuelt kan hjælpe med at opspore, om der har været et uheld.

Men det er endnu uvist, hvor dieselen kommer fra.