Lokalt

Flyttede ind i hypermoderne højhus midt i København – men mobildækningen er elendig

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Beboere i Carlsberg Byens højhuse klager over dårlig – eller ingen – mobilforbindelse. Nu vil to teleselskaber undersøge sagen.

I april flyttede Poul Madsen ind i Carlsberg Byen. Udsigten var sikret, for boligen er placeret på tiende etage i det nyopførte Dahlerups Tårn i den hurtigtvoksende københavnske bydel.

Men Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet og nu arbejder som kommunikationsrådgiver, har et problem: Mobildækningen i tårnet er mildest talt elendig.

- Da vi flyttede ind, undrede vi os over, at der var huller i forbindelsen. Men nu er det blevet helt vanvittigt. Så sent som i går skulle jeg igennem til Radio24syv, men de må have troet, at jeg var en eller anden stalkertype, som sad på bunden af en flaske – så dårlig var forbindelsen, siger han til TV 2 Lorry.

I perioder kan han slet ikke ringe andre op fra sin telefon, og det er et problem:

- Jeg kan ikke arbejde hjemmefra på den måde, siger han.

Opslag på Facebook gav pote

Poul Madsen tilføjer, at det både er ham og hans kone, der har problemer. Han har forsøgt at omstille telefonen, så den ringer via dataforbindelsen, men det har heller ikke hjulpet.

I frustration over sin elendige forbindelse skrev han et Facebook-opslag i beboergruppen for Carlsberg Byen og spurgte, om andre kunne genkende problemet, og her kunne han hurtigt konstatere, at han i hvert fald ikke er alene. Andre beboere melder også om problemer.

En af dem er Laila Breilø, der for få uger siden flyttede ind på 31. etage i Pasteurs Tårn.

Her de sidste tre uger har det været en total joke

Beboer, Carlsberg Byen

- Det var da ikke lige det, vi regnede med. Vores problem er måske ikke så slemt som hos andre, men forbindelsen ryger gang på gang – pludselig kan man ikke tale med folk. Og det er uanset, om det er mig, der ringer op, eller andre ringer til mig, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Og andre beboere melder også om dårlig forbindelse.

- Nøjagtigt samme problem her. Det virkede fint, lige da vi flyttede ind i september, men her de sidste tre uger har det været en total joke. Umuligt at gennemføre en samtale, og mobilen ringer ikke, når folk ringer til mig, skriver en af dem på Facebook.

Selskaber vil undersøge sagen

Poul Madsen er kunde hos mobilselskabet 3, mens Laila Breilø er kunde hos Telia. Andre beboere, der kommenterer Poul Madsens opslag og også har problemer, er også kunder i et af de to selskaber.

I mobilselskabet 3 oplyser Stefan Ring Størhmann, der er Head of Radio Network Operations, at selskabet har hørt om, at kunderne har problemer.

- Vi har fejlsøgt, og allerede i næste uge mødes vi med dem, der ejer antennesystemerne, for at finde en løsning hurtigst muligt, siger han.

I Telia, der også har kunder med problemer, vil man også have undersøgt sagen. Det oplyser Mads Houe, der er kommunikationschef. Han siger samtidig, at virksomhedens kundeservice ikke har modtaget mange klager over manglende mobildækning.

- Men nu vil vores teknikere og netværksfolk se på vores performance i Carlsberg Byen. Og hvis der er behov for det, vil vi justere de eksisterende mobilmaster.

Han siger videre, at i nye kvarterer som Carlsberg Byen vil mobilnetværket på samme måde som byggerierne være under opbygning. Det vil sige, at der kan være tale om midlertidige mobilmaster, og samtidig har flere selskaber adgang til de eksisterende master med hver deres udstyr.

Og det er altså det udstyr og de forbindelser, de to selskaber nu bebuder, at de vil få undersøgt hurtigst muligt. Mobilselskabet 3 får formentlig let ved at kaste sig over opgaven – de har nemlig selv hovedkontor i Carlsberg Byen.

Carlsberg Byen er ikke vendt tilbage på TV 2 Lorrys henvendelser.