Rusland invaderer Ukraine

Dansk par sender nødstrømsgenerator til Ukraine: - Jeg kan jo ikke sende et krydsermissil

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Dorthe og Hans Peter Søeberg havde fået en nødgenerator i overskud fra deres mosteri lidt uden for Vester Nebel.

Rusland har i den seneste tid skruet op for angrebene på kritisk infrastruktur i Ukraine, hvor hospitaler, skoler og varmeværker er blandt målene.

Det har store konsekvenser og en af dem er mangel på livsnødvendige ting i landet - for eksempel strøm.

Derfor har Dorthe og Hans Peter Søeberg besluttet at donere en tre ton tung nødstrømsgenerator fra deres mosteri på Elkærholm til et hospital i Ukraine.

Vi skal have stoppet Rusland. Hvis vi kan bidrage på den her måde, så gør vi det

Dorthe Søeberg

- Det er dejligt at kunne gøre en forskel. Jeg kan jo ikke sende et krydsermissil, fortæller Dorthe Søeberg.

Påvirket af krigen

Det er et stort ønske om at gøre noget, der har fået Dorthe og Hans Peter Søeberg til at stille generatoren kvit og frit til rådighed.

- Vi følger jo med i nyhederne hver dag og det går os på, siger Hans Peter Søeberg.

Derfor tog de kontakt til Poul Henning Jensen, der har boet 22 år i Ukraine. Han har sørget for, at generatoren kommer hurtigst muligt afsted.

- Jeg er meget berørt af, at det bliver bombet, og at folk lider, og ikke har strøm og vand og varme, siger han.

Søger flere generatorer

Lige nu er store dele af Ukraine uden strøm efter gentagne russiske missilangreb. Det gælder både for de almene borgere i landet, men det gælder også for hospitalerne, der godt kunne bruge en tidligere nødgenerator, der er blevet til overs.

- Alle steder, hvor du ringer hen og spørger efter generatorer, siger de, “de er røget til Ukraine allerede”, så vi leder stadigvæk og vil meget gerne have flere generatorer, for vi har masser af aftagere til det i Ukraine, siger Poul Henning Jensen.

Generatoren skal efter planen ankomme til Ukraine tirsdag. Herfra skal den videre til den østlige del af landet, hvor den fremover skal producere strøm til et psykiatrisk hospital i byen Sumy.

- Vi har længe haft det sådan hjemme hos os, at kunne vi bare gøre en ekstra forskel. Vi synes, at NATO, vores regeringer og EU gør hvad de kan, men som private borgere er vi også nødt til at gøre noget. Det kan ikke nytte noget, at vi står om få år og siger, at vi skulle have gjort noget mere. Vi skal have stoppet Rusland. Hvis vi kan bidrage på den her måde, så gør vi det, siger Dorthe Søeberg.

Det er lykkedes at få et stort transportfirma til at sørge for, at generatoren kommer frem til hospitalet. Dorthe og Hans Peter Søeberg har aftalt, at de skal besøge det, når det igen bliver muligt.