Lokalt

40-årig overfaldt fire kvinder med slag og spark: - Det var fuldstændig umotiveret

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

En mand overfaldt lørdag aften fire kvinder midt i Aalborg. Han stoppede først overfaldet, da han blev overmandet.

- De havde ingen jordisk chance for at sætte sig til modværge.

Sådan lyder det fra anklager Majbritt Bak fra Nordjyllands Politi, der søndag eftermiddag fik en 40-årig mand varetægtsfængslet frem til 19. december, sigtet for vold mod fire kvinder uden for restauranten Provence centralt i Aalborg.

Overfaldet skete omkring klokken 23, da de fire kvinder trådte ud på gaden efter at have været til middag på restauranten. Lynhurtigt derefter blev de - fuldstændig uden forudgående konflikt eller andet - overfaldet af den 40-årige mand.

Gav knytnæveslag på knytnæveslag

- Han går direkte over til dem, tager fat i den ene kvindes hoved og banker det flere gange ind i ruden til restauranten, fortæller Majbritt Bak, der havde overvågningsmateriale med i retten, som dokumenterer hele overfaldet.

De tre andre kvinder forsøgte at komme deres veninde til undsætning, men dem slog han ud efter, forklarer anklageren.

- Den sidste vælter han ned på jorden, og så sparker han hende i ryggen, hvorefter han giver hende knytnæveslag på knytnæveslag. Han stopper først, da der kommer en mand ud fra restauranten, som får ham skubbet væk, og så skal der en mand mere til at fastholde ham, indtil politiet kommer, siger Majbritt Bak.

Bør give ubetinget fængsel

Den 40-årige forklarede i retten, at han ikke kan huske noget som helst fra episoden - hverken overfaldet eller den efterfølgende fastholdelse. Hans hukommelse vendte først tilbage til ham, da han vågnede i politiets detention.

Han udtalte i retten også, at han ikke kan genkende sig selv på overvågningsvideoen, der har fanget overfaldet.

Manden er sigtet efter den almindelige voldsparagraf. For en person, der som den 40-årige ikke er tidligere kendt for voldskriminalitet, vil sådan en overtrædelse ikke umiddelbart blive takseret til ubetinget fængsel. Men fordi overfaldet var komplet uden forudgående kontakt ofrene og gerningsmanden imellem, bør det give ubetinget fængsel, mener Majbritt Bak.

Majbritt Bak fortæller, at der nu skal gennemføres genafhøringer af både kvinderne, den 40-årige selv, og så forventer hun, at flere vidner til overfaldet også kommer på banen.

- Vi skal også have undersøgt skadernes omfang igen og så håber vi, at vi kan få den her sag afgjort hurtigt.