Flygtede fra Ukraine som højgravid. Nu er en dato skyld i, at hun skal forlade Danmark igen
Daryna og Oleksii Ruzhytska flygtede fra Ukraine en uge for tidligt. Derfor skal de nu forlade Danmark med deres fire måneder gamle søn.
Mens de fleste danskere tæller ned til 24. december, arbejder et ukrainsk ægtepar og deres fire måneder gamle søn med et noget kortere kalenderlys.
De tæller ned til 11. december.
Her skal de forlade Danmark og deres hjem i Avedøre Stationsby i Hvidovre, medmindre de søger asyl.
Det skyldes, at parret flygtede fra deres hjemland en uge for tidligt.
- Det er virkelig hårdt, fordi der er stadig krig derhjemme. Med et lille barn, mangel på søvn og med alt det, der sker nu. Det er en ekstra ting, vi nu skal bekymre os om, siger Daryna Ruzhytska til TV 2 Lorry.
Sammen med sin mand, Oleksii Ruzhytska, flygtede hun som højgravid fra Ukraine 25. januar.
Ifølge den danske særlov for ukrainske flygtninge kunne parret have fået midlertidig opholdstilladelse, hvis de var flygtet fra Ukraine 1. februar eller derefter.
De fik derfor afslag på deres ansøgning om midlertidig opholdstilladelse. De klagede over afgørelsen, men den klage har de ikke fået medhold i.
Det var en hård melding, fortæller de.
- Vi følte os kede af det, selvfølgelig. Virkelig kede af det. Vi er nødt til at starte forfra, fortæller Oleksii Ruzhytska.
Parret skal være ude af deres toværelses lejlighed om en uges tid.
Der skal handles nu
TV 2 Lorry ville gerne have talt med den fungerende udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), om familiens sag.
Men det har ikke været muligt på grund af de igangværende regeringsforhandlinger, lyder det.
Enhedslistens Leila Stockmarr mener dog, at dette er en sag, som den fungerende regering "er nødt til at forholde sig til, så vi undgår, at flygtninge bliver udvist allerede i næste uge".
- Der skal være en meget større fleksibilitet. Det giver jo ingen mening, siger hun til TV 2 Lorry:
- Det her par er jo flygtet vel vidende, at der var en invasion på vej. Kvinden har været gravid, og de er taget til Danmark for at være sikre på at føde deres baby i sikkerhed. Så det her skal vi selvfølgelig have lavet om på.
HĂĄrdere end nabolandene
Danmarks regler pĂĄ omrĂĄdet skiller sig ud i forhold til vores nabolande, hvor ukrainske flygtninge har kunnet ankomme tidligere og stadig fĂĄ midlertidig opholdstilladelse.
Det viser en rundringning til deres udlændingemyndigheder, som fagbundet 3F har foretaget tilbage i maj.
I Sverige kan de ukrainske flygtninge fĂĄ midlertidig opholdstilladelse, hvis de kom til landet efter 30. oktober 2021.
I Norge står døren åben op til 90 dage før, at krigen brød ud.
Finland og Tyskland har ikke defineret et tidspunkt. I Finland skal de flygtede ukrainere være ankommet til landet "ikke længe før krigens udbrud", mens Tyskland giver ophold til dem, der var i EU "ikke længe før krigens udbrud".
Daryna og Oleksii Ruzhytska vil nu søge om opholdstilladelse i Sverige, indtil de kan rejse tilbage til deres hjemland.
- Det største håb for os er, at krigen slutter, Ukraine vinder, at Rusland trækker sig ud af vores land, og at alt det her kan få en ende, siger Oleksii Ruzhytska.