Kommune under stort pres: Pengekassen er tom
I Hørsholm har Økonomiudvalget med borgmesteren i spidsen mødtes til et ekstraordinært møde mandag morgen.
Pengekassen for Hørsholm Kommunes 2022-budget er mere end tom. Faktisk mangler der hele 78 millioner kroner – og det betyder, at livremmen skal strammes gevaldigt ind i årets sidste måned.
Sådan lyder beskeden fra borgmester Morten Slotved (K) mandag.
Det årlige budget er kommet under så alvorligt pres, at politikerne i det magtfulde Økonomiudvalg nu har besluttet at stoppe for ”alle unødige driftsudgifter og ansættelser i resten af 2022”, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi er selvfølgelig i gang med at lave en hård opbremsning. Vores udfordring er, at vi har haft rigtig mange driftsudgifter i løbet af 2022. Vi sagde i starten af året, at vi ville sikre varme hænder - også selvom vi ville gå over servicerammen. Det har vi så gjort, og nu står vi i en situation, hvor vi skal holde tilbage, siger Hørsholms borgmester Morten Slotved til TV 2 Lorry, som dog holder fast i, at besparelserne ikke kommer til at ramme borgerne i kommunen:
- Nu og her tror jeg, det handler mest om snusfornuft resten af året. Det vil være vores regnefolk, som går vores ting igennem med tættekam og ser på, om der er nogle regninger, som kan udsættes til næste år.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
De øjeblikkelige driftsstop gælder ikke for de kritiske kommunale funktioner som hjemmepleje, plejecentre, dagtilbud og skolevæsenet, der fortsætter som hidtil.
- Vi mangler medarbejdere i hjemmeplejen og børnehave og vuggestuer, så er der ansøgning her, så vil vi sige ja, for så undgår vi vikarer, siger borgmesteren.
Ifølge Morten Slotved skyldes de røde tal på bundlinjen, at kommunen har oplevet en stor stigning i antallet af plejekrævende ældre og flere borgere, som har brug for hjælp fra kommunen på specialområdet.
- Det er varme hænder, vi snakker her. Det er meget borgernært, og det er derfor, at vi ikke sagde fuldt stop i sommer, hvor vi så det her problem opstå efter corona-epidemien.
Men de øgede merudgifter betyder, at Hørsholm Kommune overskrider kommunens serviceramme for i år.
Servicerammen er det samlede beløb, som kommunerne må bruge per år på serviceudgifter.
Hvert år forhandles beløbet mellem Kommunernes Landsforening (KL) og den siddende regering, og det samlede budget på servicerammen har de seneste år ligget omkring 250 milliarder kroner årligt for alle kommuner.