Lokalt

Købmandsgård er måske reddet: - Jeg kan ikke forestille mig øen uden

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Der er måske lys for enden af tunnelen for Tunøs beboere i kampen for at bevare den lokale købmand.

En faldende omsætning og stigende priser på både varer og energi har fået de nuværende købmand på kattegatøen Tunø til at lukke og slukke butikken fra årsskiftet. Det efterlader de 65 øboere uden et sted at købe dagligvarer.

- Det ville være utrolig trist, men jeg kan ikke forestille mig øen uden en købmand. Det ville være utrolig svært at få nye tilflyttere til øen, siger Kim Anker Hansen, der er næstformand i Tunø Fonden.

Tunø Fonden ejer bygningerne og inventaret til købmanden, og der har siden 1990 været forskellige forpagtere af købmandsgården. Men nu står købmandsbutikken altså tom fra 1. januar. Et borgermøde har dog givet optimismen tilbage til mange af øens beboere.

- Det var et rigtig positivt møde, og alle kiggede fremad, siger Kim Anker Hansen.

De har kigget på mange af de omkringliggende små øer, og selvom nogle af dem har færre helårsbeboere, så har øerne fundet løsninger, der fungerer. Nu håber Tunøs borgere, at de har fundet deres løsning, der kan afhjælpe alle problemerne.

De mange fremmødte vedtog enstemmigt, at der skulle arbejdes med en model, der i fremtiden kan hjælpe et kommende købmandspar økonomisk, således at det igen bliver attraktivt at arbejde på øen.

Derfor er der nu indsat en initiativgruppe på seks frivillige personer, der skal forsøge at oprette en andelsforening til købmanden, og målet er at indsamle 300.000 kroner.

Når man oplever alle de ildsjæle, der er på øen, så kan jeg ikke forestille mig andet end at vi får en ny købmand.

Kim Anker Hansen

Andelsforeningens formål er at skaffe driftskapital, så købmanden kan investere i et varelager og stille sikkerhed for de mange leverandører.

- Vi er gået igennem den udvikling, der har været på øen i år sammen. Den aktuelle situation med inflation, faldende indtægter og stigende udgifter har gjort, at det er nødvendigt at gøre noget, og det her er vores løsning indtil videre, siger Kim Anker Hansen.

Svære præmisser for købmandsgården

Med cirka 120 sommerhusejere på øen er der stor aktivitet i feriemånederne, men i de stille vintermåneder er det svært at få det til at løbe rundt for købmanden.

- Alle valfarter dertil, når det er ferie. Det, der er charmerende ved øen, det er, at det er et hyggeligt samfund og en masse foreninger. Det ville selvfølgelig blive dræbt.

- Når man oplever alle de ildsjæle, der er på øen, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at vi får en ny købmand, siger Kim Anker Hansen.

Øen har i 2022 haft en tilbagegang i antallet af beboere på øen. Her er de gået fra at være 89 helårsbeboere til blot 65. Skolen er lukket, og der er kun ét barn tilbage på øen. Derfor skal der også være noget andet, der trækker nye beboere til øen.

Lige nu er et forslag om at indsætte flere færgeafgange til Tunø til debat i Odder Kommune. Som det ser ud nu, er der kun to afgange om dagen, begge upraktiske for personer, der har fuldtidsarbejde på fastlandet. Derfor håber Kim Anker Hansen, at en positiv melding fra Odder Kommune vil skabe yderligere vækst for øen.

- Det er et problem, at færgen går omkring kl. 11 og er tilbage kl. 15. Det håber vi virkelig kommer igennem, for det er næsten den bedste støtte.

Med blot én måned til lukningen af købmanden, er der også behov for at gøre noget drastisk, hvis ikke øen skal stå uden dagligvarer i vintermånederne. Indtil videre ser det ikke ud til at være muligt at gøre noget inden april. Og ifølge næstformanden er de måneder svære at se en god løsning på.

- Det er ikke lagt fast endnu, men det er en af de store udfordringer. Måske kan vi køre den i et par måneder med frivillig arbejdskraft, eller vi kan få forudbestillinger fra fastlandet, siger Kim Anker Hansen.

Selvom der er akutte udfordringer, er Kim Anker Hansen positiv i forhold til Tunøs fremtid i forhold til indkøb.

- Jeg var meget optimistisk, da jeg gik ud fra borgermødet. Der var stor opbakning, og der var seks personer der med det samme meldte sig til at føre initiativet videre. Når man oplever alle de ildsjæle, så kan jeg ikke forestille mig andet, siger han.