Skole evakueret på grund af mistænkelig lugt
Skjoldhøjskolen i Tilst blev torsdag middag evakueret.
Klokken 11.52 anmeldte Skjoldhøjskolen i Tilst et muligt kemisk udslip af et ukendt stof på grund af en mærkelig lugt på skolen.
Det oplyser operativ chef Bjørn Christensen fra Østjyllands Brandvæsen.
- Vi har folk inde i bygningen for at prøve at finde ud af, hvad der er sket, siger han.
Alle elever og personale blev evakueret fra bygningen. Billeder fra stedet viser, at der var ambulance, politi og brandvæsen på stedet.
Skolen oplyser på sin Facebook-side, at flere elever og personale er blevet dårlige af ukendte årsager.
Klokken 13.55 melder skolen, at alarmen er afblæst, og politi og beredskab har forladt skolen.
- Vi har nu afblæst alarmen, og politi og beredskab er taget herfra. Nogle få elever har været påvirket af noget, som vi endnu ikke ved, hvad er, men de har haft symptomer som hoste og løbende næse. Der har ikke været tale om alvorlige symptomer, skriver skolen på sin Facebook-side.
Eleverne bliver torsdag eftermiddag sendt hjem, og forældre opfordres til at hente deres børn hurtigst muligt.
Forældre skal følge med på Aula, lyder det.