Priserne stiger

Brugs indfører søndagslukket for at spare

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

Det var ikke uden en smule nervøsitet, at brugsen offentliggjorde den nye åbningstid.

Købmænd landet over har den seneste tid indført flere tiltag, der skal hjælpe dem igennem prisstigningerne på både energi og varer.

Og nu tager man skridtet videre i Dagli' Brugsen Mårup på Samsø. Brugsen vil nemlig i en periode holde butikken lukket om søndagen, fortæller brugsuddeler Nicolai Damsgaard.

- Vi havde håbet, at der ville komme noget fra politisk side, men det tyder det ikke på, så nu prøver vi det af. Mange af mine kollegaer vil også gerne, men frygter konsekvensen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg er ikke bleg for at sige, hvis det er noget lort

Nicolai Damsgaard

Tirsdag og søndag er de to dage på ugen, hvor omsætningen er mindst. Samtidig er søndagen også en dyr dag lønmæssigt, og derfor tror brugsuddeleren, at der kan være en gevinst.

Sammenlignet med butikkens elregning fra sidste år er elregningen steget til det dobbelte i år.

- Det handler også om nogle gange at turde gøre noget andet, siger Nicolai Damsgaard.

Nervepirrende beslutning

Tiltaget vil dog først træde i kraft fra 1. januar, som dermed også bliver den første dag, butikken holder søndagslukket. Det er planen, at de nye åbningstider gælder til og med marts.

For der er selvfølgelig også en frygt forbundet med at lave sådan et tiltag som den eneste, indrømmer brugsuddeleren. Derfor tør han heller ikke risikere julehandlen.

Ifølge ham er mange andre bekymrede for, at deres kunder i stedet finder et andet sted at handle. For eksempel i de tilfælde, hvor der ligger en konkurrent på den anden side af gaden.

Det er dog ikke tilfældet i Mårup og det spiller selvfølgelig også ind, når man skal tage sådan en beslutning, lyder det fra brugsuddeleren.

- Men jeg kan også godt mærke, at det er lidt nervepirrende at gå ud med det i medierne, for tænk nu hvis det ikke er den rigtige vej at gå, siger han.

Ifølge brugsuddeleren vil mange øjne fra branchen være rettet mod dem, når tiltaget først træder i kraft.

Kunderne er positive

Indtil videre har Dagli'Brugsen i Mårup dog udelukkende oplevet opbakning fra lokalbefolkningen.

- Der er taget sindssygt godt imod det. Flere kunder har også påpeget, at søndag jo traditionelt er hviledagen, siger Nicolai Damsgaard.

Han understreger også, at butikkens økonomi er sund, og at tiltaget er forebyggende, så butikken netop bliver ved med at være det. Han ser det også som en fordel, der kan gøre et job i detailhandlen mere attraktivt for medarbejdere, som på den måde ved, at de har fri om søndagen.

Brugsuddeleren vil heller ikke afvise, at man til næste år kan finde på at udvide perioden i de kolde måneder - hvis opbakningen vel at mærket er til det.

- Jeg er ikke bange for at sige, hvis det er noget lort, men så prøvede vi det da af, siger Nicolai Damsgaard.

Brugsen har udover de nye åbningstider også taget mange af de samme forholdsregler, som man har set flere steder i landet. Man har blandt andet sat lyssensorer op, slukket for flere kølediske og dækket andre af for at holde på kulden.