Mens andre skruer ned for lyset, vil denne festival lyse ufortrødent
CPH Light Festival afholdes trods energikrise. Arrangøren mener, man ligefrem kan spare på energi ved at deltage, og det bakker energirådgiver op om.
Der er udsigt til en mørkere vinter end normalt, takket være stigende energipriser.
Den traditionsrige juleudsmykning på d’Angleterres facade er aflyst, og den julepyntede Angolavej på Amager vil heller ikke lyse som vanligt.
Og i kommunerne bliver gadelysene også slukket eller skruet ned for. Senest har Brøndby Kommune valgt at slukke hver anden gadelygte, ligesom en række andre kommuner har lavet lignende lysbesparende tiltag.
Men i tre uger i februar vil lyshungrende danskere kunne nyde smukke farver og former under CPH Light Festival.
Festivalen har nemlig nu besluttet, de vil gennemføre festivalen i modsætning til mange andre som vælger at skrue ned eller helt aflyse lysarrangementer, fortæller bestyrelsesforperson Jesper Kongshaug.
Sidste år havde festivalen omkring 500.000 besøgende.
Man kan spare ved at gå til lysfestival
Jesper Kongshaug mener, at festivalens LED-lys bruger så lidt strøm, at man faktisk kan spare på energi ved at afholde festivalen:
- Når folk kommer ud af hjemmet og ikke sidder derhjemme og laver mad hver for sig, ser fjernsyn hver for sig, så ændrer de jo et forbrugsmønster til et kollektivt, som er langt mere effektivt og energivenligt, siger Jesper Kongshaug til TV 2 Lorry.
Og selvom det er en lidt frisk udmelding, så er det faktisk en mulighed, at festivalen kan give en besparelse i energiforbruget, vurderer energirådgiver:
- Hvis vi antager, at alle de mennesker, der tager til lysfestivalen, slukker for de ting, de ellers vil have brugt, og især hvis de tager deres teenagere med, de har jo typisk nogle computere, der virkelig kan bruge noget strøm, så kan man godt tale om, det der kan være en besparelse, siger Janus Hendrichsen, der er energirådgiver.
CPH Light Festival vil lyse op tre uger i februar, og der kommer der til at være cirka 40 værker fra nær og fjern, som vil blive sat op på forskellige lokationer rundt om i København.