Bor 350 meter fra fjernvarmeværk og har rør gennem haven – men fjernvarme kan han ikke få

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Flemming Jensen har de seneste måneder set på nedgravningen af et nyt fjernvarmerør ude foran sit hus, men han kan ikke selv få gavn af det.

Logikken kan være svær at få øje på.

Flemming Jensen kan ikke få fjernvarme, selvom der netop er blevet gravet et nyt fjernvarmerør ned lige foran hans hus.

Fra fjernvarmeselskabet har han fået at vide, at han og hustruen Marianne simpelthen bor for tæt på fjernvarmeværket.

- Jeg synes, at det er helt hul i hovedet, for vi ville jo gerne have fjernvarme. Og når den løber lige ude foran hækken, var det jo nærliggende lige at lave et rør ind til alle husene, siger Flemming Jensen.

De bor i Sødinge lige uden for Ringe – bare 350 meter fra Ringe Fjernvarmeselskab, der netop er ved at grave fjernvarmerør ud til Ryslinge, der er ved at blive omlagt til fjernvarme.

- Det er da irriterende at gå og se på, at de kører tre kilometer væk herfra for at give dem fjernvarme, og så kan vi andre ikke få det. Det, synes jeg, er meget frustrerende, siger Flemming Jensen.

Han og hustruen har boet i huset i Sødinge siden 2008 og havde håbet, at røret til Ryslinge endelig kunne give dem den fjernvarme, de gerne vil skifte til.

Teknikken står i vejen

For at man kan få fjernvarme, skal der selvsagt være trukket fjernvarmerør ud til det område, man bor i. Det anerkender Flemming Jensen, men han har svært ved at forstå, at han ikke kan få det, når røret løber ude foran hans hæk.

Det har Karsten Godiksen, der er direktør for Midtfyns Energi, en forklaring på.

- Røret til Ryslinge er et transmissionsrør, der er under andre trykforhold end det, man normalt har inde i huset. Så de kan slet ikke tage det tryk, der er i røret, siger Karsten Godiksen.

Mens en husstand skal have varmen på et tryk omkring 6 bar, har røret foran Flemming Jensens hus et tryk på 14 bar for at kunne fragte det varme vand til Ryslinge.

I Ryslinge har de iværksat et projekt for at få hele byen på fjernvarmen.