Stigende priser har fået butikstyverier til at eksplodere

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Oksemørbrad, elektronik og fine oste forsvinder i højere grad fra hylderne i landets supermarkeder.

Det er ikke kun priserne på fødevarer, der er steget. Også antallet af butikstyverier har været i vækst.

De seneste tre måneder er der ifølge tal fra Rigspolitiet således blevet begået 25 procent flere tyverier i butikkerne sammenlignet med sidste år.

Det har fået blandt andre uddeler Jesper Hansen til at skærpe opmærksomheden i SuperBrugsen i Otterup.

Han ærgrer sig over stigningen, som er sket siden sommer.

- Vi kan se, at der er begyndt at forsvinde lidt varer.

- Det er pisseirriterende

Det er især de dyrere dagligvarer, som tyveknægtene har smag for. For eksempel oksemørbrad, men der forsvinder også varer, som har overrasket uddeleren.

- Ved et tilfælde opdagede vi, at vi manglede nogle af de store stykker ost.

Men overraskelserne stopper ikke der. Også barbergrej er åbenbart i høj kurs.

- Vi oplever, at æskerne bliver tømt, så indholdet er væk, fortæller han.

Tyverierne frustrerer Jesper Hansen så meget, at han må trække på de ucharmerende gloser.

- Det er pisseirriterende.

Han understreger, at hans medarbejdere sætter en ære i at fylde op og have varer på hylderne.

- Vi har stolthed bag det hele. Så når der kommer nogle og spolerer det, bliver vi pisseirriterede, slår Jesper Hansen fast.

Høje priser, mere tyveri

De forhøjede fødevarepriser frister nogle kunder til at begå tyveri. Det viser forskning udført af forskningsprofessor i kriminologi Lars Højgaard Andersen.

Jesper Hansen har dog valgt at gøre livet surt for tyvene. De varer, som er populære hos tyvene, fjernes ganske enkelt fra æskerne.

Desuden pakkes det dyre kød væk, når slagterpersonalet har fri.

- De tager meget af det dyre kød ind og sørger dermed for, at vi ikke får stjålet noget i de sene timer, hvor problemet typisk er.

Han ved godt, at langt de fleste kunder stadig betaler for deres dagligvarer, og han ønsker derfor heller ikke at pege fingre ad nogen.

- Vi går ikke rundt og tror, at alle folk stjæler. Klart størstedelen af vores kunder er jo ærlige mennesker, siger Jesper Hansen.

- Men vi skal være opmærksomme på den lille del, som er uærlige.

Det er ikke kun dagligvarer, der bliver stjålet mere af i øjeblikket. Også træpiller til fyret, brændstof til biler og brænde til brændeovnen er i høj kurs hos de langfingrede.