Forarget 82-årig må vente ugevis på influenzavaccine – og han er langtfra alene

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

John Stær Andersen og hans kone måtte gå forgæves efter influenzavaccination hos deres praktiserende læge.

Det blev en lang næse – og ikke en influenzavaccine – der ventede 82-årige John Stær Andersen og hans kone hos lægen.

Pensionistparret fra Kokkedal mødte tirsdag op hos en praktiserende læge for at modtage det årlige stik mod influenza, som tilbydes alle over 65 år i influenzasæsonen fra 1. oktober til 15. januar.

Men lægen var løbet tør for influenzavacciner. Beskeden var, at parret måtte vente op mod tre uger på deres stik.

- Det er jeg temmelig forarget over. Vi ved jo, hvor farlig influenza kan være, og hvor mange der dør af det, siger John Stær Andersen til TV 2 Lorry.

John Stær Andersen har haft sygdommens konsekvenser meget tæt på, da en god ven gennem flere år døde af influenza på et lokalt plejehjem.

- Vi har altid været meget påpasselige, fordi jeg ved, hvor let det smitter, fortæller han og forklarer, hvordan han blandt andet bruger sin stok til at åbne døre med, for at undgå at blive smittet.

”Der er mangel på vacciner”

John Stær Andersen er langtfra den eneste, der kommer til at gå forgæves efter et stik hos egen læge.

For der er mangel på influenzavacciner denne sæson. Det bekræfter formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K):

- Der er mangel på vacciner. Lige nu har vi fået lov til at uddele 100 vacciner om ugen til praktiserende læger, og da vi spurgte, om der var nogle, der havde brug for flere, så var tilbagemeldingen overvældende, siger han til TV 2 Lorry.

Region Hovedstaden modtager et fastlagt antal influenzavacciner, der skal fordeles ud til vaccinationscentre, apoteker og praktiserende læger. Fra statslig side er det pålagt regionerne, at størstedelen af vaccinerne går til de store vaccinationscentre – og dermed kun 100 vacciner til de praktiserende læger om ugen i Hovedstaden.

Det ærgrer Christoffer Buster Reinhardt, at der ikke kommer flere influenzavacciner ud til de praktiserende læger og på apotekerne:

- Rent politisk vil jeg allerhelst nedlægge de her regionale vaccinationscentre. Det er ærgerligt, at vi tager en opgave fra apoteker og praktiserende læger, der jo repræsenterer nærheden i det danske sundhedsvæsen, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Vil ikke i vaccinationscentret

Selvom influenzavaccinerne er blevet revet væk hos den praktiserende læge, så er det stadig muligt at booke en tid til en influenzavaccine i regionens vaccinationscentre.

Det kan være et tegn på, at man bør ændre fordelingen af vacciner, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt.

For John Stær Andersen ligger det nærmeste vaccinationscenter i Hillerød.

Og han vil hellere vente tre uger og gå hos til en praktiserende læge end at skulle forbi vaccinationscentret:

- Det ligger midt inde i byen og er svært at komme til, selv med bil, og jeg er dårligt gående, fortæller han.

- Hvis efterspørgslen ikke er der, så er det noget vi skal se på fremover, siger han.

TV2 Lorry har kontaktet Region Hovedstaden for at få svar på, hvor stor mangel der er på vacciner. De er ikke vendt tilbage inden deadline.