Brandvæsen kæmper på 11. døgn - har fokus på tre ting

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

Brandfolk arbejder fortsat på at slukke branden i en silo ved Studstrupværket. Søndag har de tre fokusområder, og slukningsarbejdet er en balancegang.

Branden i en silo ved Studstrupværket nord for Aarhus brænder i dag på 11. dag, og brandfolkene arbejder fortsat på at få bugt med ilden.

Søndag er status fra beredskabsdirektør hos Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl, at beredskabets plan kører, som den skal.

- Vi har i nat held til både at køle og køre en del brændende materiale ud af siloen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag arbejder brandvæsenet ud fra tre fokusområder.

De skal fortsat køre træpiller ud, de skal fortsat nedkøle materialet, og så har de fokus på en ubekendt faktor: tagkonstruktionens statik – altså om taget fortsat er stabilt og har den bæreevne, som det oprindeligt er designet til, eller om det har taget skade ved branden.

- Statikken kan være påvirket. Det er en ubekendt faktor, siger Kasper Sønderdahl, beredskabsdirektør, Østjyllands Brandvæsen.

Er der risiko for, at taget kan falde sammen?

- Det er for tidligt at sige, siger Kasper Sønderdahl.

Beredskabsdirektøren havde statusmøde med Ørsted og indsatsledelsen klokken 9 søndag formiddag. Klokken 10 mødes den lokale beredskabsstab.

Slukningsarbejdet er en balancegang

Søndag fortsætter arbejdet med at køre træpiller ud af siloen.

- Jo mere vi kører ud, jo mindre kan brænde. Men det, der er tilbage, kan brænde mere, når der kommer mere ilt. Så det er en balancegang, fortæller Kasper Sønderdahl.

Materialet, der hentes ud fra siloen, bliver knust, pulveriseret og overrislet med vand.

Det gør, at det fylder mindre, så der er plads til det på de områder, brandvæsenet har lagt ud til formålet.