Priserne stiger

Husejer halverede sit elforbrug med ni simple råd

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Ved hjælp af ni enkle spareråd har Steffen Kunckel mere end halveret sit elforbrug. Læs her, hvordan du kan gøre det samme.

Lige netop nu er de stigende priser på både el og varme noget, der for mange kan mærkes direkte på pengepungen.

Uanset om du bor alene, eller I er flere i en husstand, er det svært at undgå, at regningen stiger i den kommende tid.

Jeg er overrasket over, hvor meget jeg har kunnet spare, og det er endda uden, at jeg føler, at jeg mangler noget

Steffen Kunckel

Heldigvis er der gode råd at hente. Der er nemlig masser af ting, du selv kan gøre for at spare penge på el og varme, mener Steffen Kunckel fra Tørring.

- Jeg er overrasket over, hvor meget jeg har kunnet spare, og det er endda uden, at jeg føler, at jeg mangler noget, siger han.

Han har lavet en liste med udgangspunkt i sit eget hjem, og ved at følge sine ni råd har han reduceret sit elforbrug fra 14.5 kilowatttimer om dagen til 4.5 kilowatttimmer

Steffen Kunckels 9-punkts spareplan

  1. Sælg akvariefisk, og luk akvariet ned

    Akvariet hjemme i stuen hos Steffen Kunckel er tomt nu. Da priserne på strøm begyndte at stige, var akvariefiskene det første, som han skaffede sig af med. I akvariet er der nemlig både varmelegeme og en pumpe samt en motor, som skaber et flow i vandet. Det kostede mange penge hver dag, når det alt sammen skulle køre. Derfor måtte fiskene flytte hjemmefra, da Steffen Kunckel vurderede, at de var en luksus, som han godt kan spare væk.

  2. Sluk el-varmtvandsbeholder

    Steffen Kunckel kunne se på sin elregning, at strømmen til el-varmtvandsbeholderen stak helt af. Den brugte fem kilowatttimer om dagen. Derfor har han slukket for den og kører i stedet på sit oliefyr. Det har han indstillet til 55 grader, som, han mener, er varmt nok til at undgå bakterier i vandet.

  3. Sluk alle højtalere

    Alle standbyprodukter hjemme hos Steffen Kunckel er blevet slukket. Det gælder blandt andet Sonos-højtalerne, for som han siger, er der ingen grund til, at de står tændt hele døgnet, når han kun bruger dem et par gange om ugen.

  4. Sluk strømmen direkte på afbryderen

    I køkkenet hos Steffen Kunckel er både kaffemaskinen, elkedlen og blenderen sat til samme afbryder. Så kan han nemt slukke direkte på afbryderen, når han er færdig med at bruge maskinerne. Samme princip har han indført med fjernsyn og spillemaskiner. De kører alle på én afbryder, som slukkes for, når de ikke bliver brugt. Steffen Kunckel har desuden skruet ned for lysstyrken på sit tv.

  5. Tænd kun én lampe om aftenen

    Om aftenen har Steffen Kunckel besluttet, at kun én enkelt lampe må være tændt. Normalt ville han have adskillige lamper tændt i både stue, spisestue og køkkenet, men nu er de alle sammen på nær en enkelt slukket. Det kan sagtens lade sig gøre, mener han, for når fjernsynet kører, giver det også lys til stuen. Han har desuden skiftet pærerne ud, så alle er LED.

  6. Brug miniovn i stedet for den store

    Steffen Kunckel bruger en miniovn til at lave mad frem for den store ovn i køkkenet. Desuden forsøger han at lave større portioner, når han endelig er i gang, for det koster meget at have både ovn og komfur kørende. Desuden har han regnet på, at det i mange tilfælde bedre kan betale sig at købe for eksempel brød i supermarkedet frem for selv at bage.

  7. Vask på økoprogrammer både på opvaske- og vaskemaskinen

    Både vaske- og opvaskemaskine kører nu på økoprogrammer hver eneste gang. Steffen Kunckel har ikke selv målt besparelsen, men han har læst i flere elsparegrupper på nettet, at det giver en god besparelse, når man undgår at komme op i de høje temperaturer. 

  8. Sluk alt lys udenfor

    Al belysning udenfor på Steffen Kunckels grund er slukket på nær lamper, som er drevet af solceller. For selvom lyset bidrager med hygge i de mørke timer, sluger det også en del strøm. Når familien alligevel ikke er udendørs til at se lyset, har de besluttet at undvære det dyre lys. 

  9. Robotplæneklipperen kører kun to dage om ugen i stedet for hver dag

    Robotplæneklipperen er gået ned i tid. Førhen kørte den hver eneste dag, men nu holder den parkeret på nær to dage i ugen. Det betyder, at Steffen Kunckel kan spare strøm på opladning, og det gør faktisk en betydelig økonomisk forskel, mener han, og forskellen på græsset er ikke spor tydelig.