Priserne stiger

Bager hæver priserne med særligt tillæg

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Bager i Lystrup lægger nu energitillæg på sine varer.

- Lige nu lukker der jo flere bagerier om ugen, og det vil vi rigtig gerne undgå.

Sådan lyder det fra bagermester Thomas R. Olesen fra bageren Det Gyldne Brød i Lystrup nord for Aarhus.

Han har derfor lagt energitillæg på sine varer. Og mens prisstigninger normalt er upopulære, har han denne gang kun mødt forståelse.

- Kunderne er så gode til at støtte op om os. Vi kan mærke deres støtte både i butikken og i kommentarsporet på Facebook. De har taget rigtig godt imod det, siger Thomas R. Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det handler om at formidle det på en ordentlig måde og vide, at der også er en grænse for, hvad kunderne kan og bør give.

Tillægget er helt konkret på 2 kroner for køb på 0-49 kroner, 6 kroner for køb på 50-149 kroner og 9 kroner ved køb for 150 kroner og derover.

Det kommer ikke til at dække det hele, men det er bedre end ingenting, lyder det fra bagermesteren.

_