Lokalt

Omtumlet russisk sejler søger asyl i Danmark

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Politiet har nu givet den 49-årige russiske statsborger en togbillet til Center Sandholm.

Målet for hans rejse var tilsyneladende USA, men nu har den russiske mand, der tirsdag aften gik på grund med en sejlbåd ud for Lyngvig Fyr nord for Hvide Sande, søgt om asyl i Danmark.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum.

Politiet har derfor – som det er standard i den slags sager – udstyret manden med en togbillet til Center Sandholm på Sjælland, hvor man vil tage sig af behandlingen af asylsagen.

Det var det kraftige blæsevejr tirsdag aften, der tvang den 28 fod lange sejlbåd ud af kurs.

Det lykkedes den russiske mand af komme ud af båden, og nedkølet og omtumlet søgte han hjælp hos en tysk familie i et sommerhus, hvorefter han blev kørt til observation på sygehuset.

Den 49-årige er russisk statsborger, men har tilsyneladende opholdt sig i Ukraine i længere tid.

Han forklarede politiet, at han var på vej fra Sverige med kurs mod Spanien, hvorfra han så ville tage videre til USA.