Lokalt

Mishandlet kat har fået livet tilbage

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Benny Hansen fandt en udsultet og mishandlet kat i et vejkryds og tog den med sig. I dag bor 'Lucky' hos Benny i Ølstrup.

På stenbedet i Benny Hansens have ligger 'Lucky' og soler sig.

Det er blevet den rødstribede hankats yndlingsplads. For det er en rigtig livsnyder, fortæller kattens nye ejer, Benny Hansen.

- Den kat viser så meget taknemmelighed. Han er så livsglad og kan ligge derude i timevis, fortæller Benny Hansen.

Det er som om, at katten valgte mig, og ikke omvendt.

Benny Hansen

Udsultet og bundet med strips

Da Benny Hansen for et par uger siden var på vej hjem fra en kammerat i Hover ved Ringkøbing, mødte han Lucky. På det tidpunkt kendte han ikke katten, som hans kone, Jane, senere navngav 'Lucky'. Men det kom han til.

- Det er som om, katten valgte mig, og ikke omvendt, siger Benny Hansen.

Ved første øjekast lignede det bare en herreløs kat, men da den nærmede sig, kunne Benny se, at katten var udsultet og poterne snøret til med hvide strips.

- De næste dage var kritiske, husker Benny, som straks kørte katten til en dyrlæge.

- Stripsene havde siddet så stramt, at dyrlægen næsten ikke kunne få dem klippet over, fordi de var dybt begravet i huden og poterne var hævede, fortæller Benny Hansen.

Ifølge ham var dyrlægen var i tvivl om, hvorvidt poterne skulle amputeres, fordi de havde været snøret til i 2-3 uger, ligesom halen sandsynligvis havde været det samme.

Poterne var fyldt med hundredevis af flåter, og der var ikke meget af halen tilbage.

Benny Hansen

- Poterne var fyldt med hundredevis af flåter, og der var ikke meget af halen tilbage, så jeg kunne godt se, at den var helt gal, siger Benny Hansen om dagen, han fandt Lucky.

Da sagen kom frem i flere medier, henvendte flere sig til politiet, og mente, at katten tilhørte dem. Men skæbnen ville, at Benny skulle blive ejer af endnu en kat. For da rette ejer efter noget tid ikke var fundet, overgik ejerskabet til Benny Hansen og hans kone i Ølstrup.

15-årige erkender grov mishandling

I kølvandet på anmeldelsen af mishandlingen efterlyste politiet tip, som kunne bringe efterforskningen videre.

Fredag kan lokalpolitiet i Ringkøbing oplyse, at en henvendelse har givet pote.

- Vi har fået nogle gode henvendelser, og ud fra det har vi kunnet finde frem til en 15-årig dreng, som har erkendt at have mishandlet katten, fortæller politikommissær Martin Bjerg.

- Vi skal have drengen afhørt indenfor nærmeste fremtid, og før det er sket, kan vi ikke sige mere, forklarer han.

Glad og i god behold

I dag har Lucky taget på og er i bedring.

- Han har nok nogle psykiske ar, men har det ellers meget bedre. Sårene på poterne er stadig ved at hele, men der går ikke længe, før han kan gå igen. Musklerne skal bare lige genoptrænes først, fortæller Benny Hansen om kattens tilstand.

Men det er ikke kun evnen til at gå og sulet på kroppen, som Lucky har fået tilbage. Den er også blevet en glad og meget social kat, fortæller den nye ejer.

Det giver så meget glæde tilbage til os at se, hvor glad han er.

Benny Hansen

- Den er mere tam, end de andre katte, vi har. Der er ingen af de andre, som hopper op i skødet og vil ligge hos mig. Men den opsøgte mig jo allerede, da jeg fandt den for to uger siden, fordi den så, at der var én, der kunne hjælpe den. Der er ingen tvivl om, at den har været vant til at være i menneskehænder, siger Benny Hansen.

- Det giver så meget glæde tilbage til os at se, hvor glad han er, fortæller Benny Hansen.

Nu kan Lucky boltre sig frit i solen i Benny og Janes have sammen med deres to andre katte og en hund. Her vil Benny Hansen gøre alt for, at Lucky ikke bliver udsat for noget lignende igen.

- Vi har chippet ham, og haven er aflukket. Det sikrer også, at det her ikke sker igen.