Lokalt

Kvinde tabte sin dyre armprotese i bugten

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Under en kajakøvelse strøg Kirsten Tychsens armprotese til havets bund. Efter et opslag på Facebook har flere dykkere tilbudt hjælp.

Ved Enner Bugt skulle 56-årige Kirsten Tychsen fra Haderslev og hendes kæreste tirsdag på kajakøvelse. Her skulle de lave en såkaldt makkerredning, hvor den ene skal en tur i vandet, mens den anden prøver at hjælpe vedkommende op.

Kirsten Tychsen er født uden venstre ben og venstre hånd. Derfor har hun investeret i en armprotese, hun kan bruge til kajak. Under øvelsen havde hun taget protesen af. Den sidder nemlig fast på pagajen, der flyder på overfladen.

Undervejs i øvelsen tog en hvirvelstrøm imidlertid både pagaj og protese og trak begge mod bunden.

- Min kæreste prøvede at dykke ned efter den, men der var ikke noget at gøre, fortæller Kirsten Tychsen, som er 100 procent afhængig af protesen, når hun ror.

Derudover er det også et kapløb med tiden. Kirsten Tychsen skal til kajakprøve lørdag og uden protesen er det umuligt for hende at gå til prøven.

Et opslag på Facebook giver håbet tilbage

Efter protesen var røget i vandet, søgte Kirsten Tychsen hjælp på Facebook. Protesen er nemlig dyr at erstatte - koster i omegnen af 80.000 kroner - og da der er tale om en protese til fritidsaktivitet, er der ikke hjælp at hente fra hverken kommune eller forsikringsselskab.

Det er helt vildt, så meget hjælp jeg får. Det er sindssygt flot

Kirsten Tychsen

På Facebook spurgte hun efter akut dykkerhjælp. Og så gik det stærkt. Opslaget er indtil videre delt flere end 1600 gange, og nu har dykkerklubberne i Haderslev, Aabenraa samt private dykkere tilbudt hjælp.

- Det er helt vildt, så meget hjælp jeg får. Det er sindssygt flot, siger Kirsten Tychsen som har håb og tro på, at det lykkes at finde protesen.

Dykkerne har dog ikke haft held med at finde den endnu. Sigtbarheden i vandet er lav, hvilket gør det mørkt og vanskeligt for dykkerne.

- Første gang var dykkerne ude fra klokken 18.00, men da klokken blev 22.00, var de nødt til at stoppe arbejdet, fortæller Kirsten.

Efter planen skal to private dykkere forsøge igen i bugten fredag middag. Lykkes det ikke, står næste hold klar sent fredag eftermiddag.

Kajakken giver oplevelser

Protesen bruges kun til kajakroning, og det er en ting, der giver hende glæde og oplevelser.

- Da jeg også har en protese til benet, kan jeg ikke gå så lange ture. Derfor er kajakken med til at give mig oplevelser og mulighed for at komme ud i naturen, siger Kirsten.