Har ikke fået hentet affald i fem uger, og han er langtfra den eneste

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

En ny renovatør i Egedal Kommune har været ramt af så meget uheld, at Niels Christian Hald fra Stenløse ikke har fået hentet affald i fem uger.

17. juli tog Niels Christian Hald på ferie.

Han forlod i den forbindelse sit hus i Stenløse og en skraldespand med tre affaldsposer i.

Tre affaldsposer, som han ikke havde regnet med at se igen. Sådan gik det dog ikke.

- De tre poser lå der stadig, da jeg kom tilbage 29. juli. Det er træls, for det begynder altså at lugte sådan noget affald, siger Niels Christian Hald.

Og poserne er den dag i dag endnu ikke blevet hentet.

Niels Christian Hald er ikke den eneste i Egedal Kommune, der må slås med stanken fra en overfyldt skraldespand.

Der er nemlig store problemer med afhentning af affald i Egedal Kommune.

- Vi har haft nogle rigtig ærgerlige problemer hen over sommeren

Centerchefen for Teknik og Miljø i Egedal Kommune bekræfter, at der på det seneste har været udfordringer med kommunens affaldshåndtering.

- Vi har haft nogle rigtig ærgerlige problemer hen over sommeren. Der har været driftsproblemer, da renovatøren har haft flere bilnedbrud, så skraldebilerne har været på værksted, siger Jeanette Christensen Back.

Men det er ikke kun problemer med skraldebilerne, der ligger til grund.

- Der har desværre også været en del sygdom blandt medarbejderne hos renovatøren. Herudover så har vi fået ny renovatør og nye ruter. Alt det her til sammen gør, at der har været store problemer med at få afhentet affald ude hos borgerne, og det er vi selvfølgelig rigtig kede af, siger Jeanette Christensen Back til TV 2 Lorry.

Folk med blebørn må stå med lidt af en udfordring

Selvom Niels Christian Hald er godt træt af at kigge på sit mere end en måned gamle affald, så mener han, at det kunne være meget værre.

- Skraldespanden er jo efterhånden helt fyldt op, og jeg er altså single. Folk, der har blebørn, må jo stå med lidt af en udfordring, siger Niels Christian Hald.

På trods af at Niels Christian Hald mener, at det står værre til for småbørnsfamilierne, har han prøvet at råbe kommunen op, men uden held.

- Når jeg ringer til kommunen, så bliver jeg mødt af en chatbot, der omstiller til affaldsafdelingen, og der får jeg så at vide, at telefonsystemet ikke kan håndtere de mange opkald. Det har jeg prøvet tre gange nu, fortæller Niels Christian Hald.

Vi gør, hvad vi kan

Jeanette Christensen Back fortæller, at kommunen har modtaget rigtig mange henvendelser omkring affaldshåndteringen, og at de gør, hvad de kan for at holde borgerne informeret.

- Vi gør, hvad vi kan for at informere om, hvilke problemer vi har, og hvad vi gør. Jeg håber, borgerne føler sig ordentligt informeret, selvom vi måske ikke er helt så hurtige på enkelte henvendelser, som vi plejer at være. Vi har i hvert fald prøvet at gå bredt ud for at fortælle, hvad der er sket, og hvordan vi prøver at løse det, siger Jeanette Christensen Back.

Det står endnu ikke klart, hvornår affaldshåndteringen er tilbage til normalen. Jeanette Christensen Back ved dog godt, hvad hun håber på.

- Så hurtigt som det overhovedet er muligt. Vi har fuldt fokus på, at borgerne ikke skal have den her forringede service længere end højst nødvendigt, siger hun.