Lokalt

Ansatte i lufthavn tiltalt for svindel med flybilletter

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Seks lufthavnsansatte er tiltalt for at have fusket med billetpriser, så familie og venner kunne rejse billigere.

En længerevarende politiefterforskning har nu ført til, at seks ansatte i Aalborg Lufthavn tiltales for omfattende bedrageri.

Medarbejderne, hvoraf fem er nuværende ansatte, har ifølge anklageskriftet bedraget flyselskabet Norwegian.

De tiltalte skulle ifølge anklagen have ændret i venner og familiemedlemmers lavprisflybilletter, så de i stedet fik en bedre og dyrere billet - uden at skulle betale ekstra for opgraderingen.

Ifølge anklageskriftet har kunderne sparet op mod 200.000 kroner, som ellers skulle være endt i lommerne på Norwegian.

Straffen kan blive stor

De seks personer er tiltalt for at manipulere med Norwegians datasystemer, og desuden er de tiltalt for mandatsvig. Begge forhold kan give fængsel i op til 18 måneder.

Norwegian har ingen kommentarer til sagen og udtaler, at det er for tidligt at sige, om de vil rejse et erstatningskrav.

Det påståede snyderi er foregået mellem 2017 og 2019 og skulle have gavnet ægtefæller såvel som venner.

Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, bekræftede allerede i september sidste år overfor TV2 Nord, at personerne var sigtet for mandatsvig efter straffelovens paragraf 280.

Lufthavnsdirektøren i Aalborg, Niels Hemmingsen, blev orienteret af politiet i juni 2021.