Lokalt

Cyklist død efter alvorligt styrt

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Den 59-årige mand, der fredag kørte galt på sin cykel i Randers, er nu afgået ved døden.

En 59-årig mand er død, efter han pådrog sig alvorlige hovedskader i et cykelstyrt fredag aften.

Det bekræfter Østjyllands Politi søndag over for TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge vagtchef Flemming Lau afgik den tilskadekomne mand lørdag aften ved døden.

Den 59-årige kom fredag aften kørende på sin elcykel på et stisystem i Randers, da han af ukendte årsager kørte galt i et sving og ramte en lygtepæl.

Cyklisten fik alvorlige hovedskader i ulykken og blev indlagt i kritisk tilstand.

Han var i følgeskab med en 56-årig mand, der kort forinden selv var væltet på sin cykel og kommet til skade med sit hoved. Hans skader var dog ikke livstruende, og vagtchef Flemming Lau fortæller, at hans tilstand ikke skulle have ændret sig siden.

Begge mænds pårørende blev underrettet efter ulykken.

Østjyllands Politi har søgt vidner i forbindelse med ulykken, og politikredsen opfordrer fortsat borgere til at henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen.