Lokalt

Endnu en nat med mystiske brande i Slagelse – ild i forsamlingshus og plankeværk

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

To gange i løbet af natten til lørdag har brandvæsnet i Slagelse været kaldt ud til brande, som ifølge politiet peger i retning af ildspåsættelse.

For anden weekend i træk har politi og brandvæsen i Slagelse fået meldinger om brande, der har flere indikationer på at være påsatte.

Første melding modtog alarmcentralen lørdag klokken 01.11.

Her havde en lokal borger bemærket, at der var flammer op ad ydervæggen på det lokale forsamlingshus beliggende på Holstebrovej i det nordlige Slagelse.

- Vi kom frem, og patruljen fik selv slukket ilden med en pulverslukker, inden brandvæsnet ankom og fik efterslukket, forklarer vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hvis ikke det var blevet opdaget i tide, så havde vi haft et forsamlingshus, der var nedbrændt

Lars Denholt, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Og det kunne være gået rigtig slemt til, hvis ikke en opmærksom lokal borger havde opdaget ilden, lyder det fra vagtchefen:

- Hvis ikke det var blevet opdaget i tide, så havde vi haft et forsamlingshus, der var nedbrændt.

Tre timer senere var den gal igen, denne gang på Ringkøbingvej, der er beliggende i samme område af Slagelse.

- Her er det et stakit, der står i flammer. Anmeldelsen kommer klokken 4.03, forklarer vagtchefen og siger videre:

- Vi har begge steder lavet gerningsstedsundersøgelser og forsøger via det at klarlægge årsager og sammenhæng.

Det er ikke så tit, man hører om et træhegn, der selvantænder

Lars Denholt, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det er under en uge siden, at der sidst blev stukket ild ved en adresse beliggende på samme gade som forsamlingshuset.

Søger vidner

I næsten to uger har brande – som ifølge politiets undersøgelser har vist sig at være påsatte – hjemsøgt særligt det nordlige Slagelse, og nattens episoder er ifølge vagtchefen formentlig relateret hertil.

- Vi er selv opmærksomme på de mange påsatte brande i Slagelse på det seneste. Og det er helt klart en af de ting, vi undersøger nærmere – om der er en sammenhæng, eller det er tilfældigheder. Det skal vi have klarlagt.

- Men det er ikke så tit, man hører om et træhegn, der selvantænder, påpeger Lars Denholt.