Lokalt

Gasprisen er eksploderet – nu flytter mor og datter i telt

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Prisen på gas er tidoblet på to år. I flere kommuner rammer stigningerne hårdt. Hver 20. familie kan miste deres rådighedsbeløb, viser ny beregning.

I disse dage gør Zenia Kornum fra Stenlille klar til at flytte på camping i telt. Men det er ikke for at holde ferie.

Flytningen er en desperat handling og konsekvens af, at priserne på gas nu har gjort, at Zenia Kornum og hendes datter ikke længere har råd til det lejede hus, der har været deres hjem i syv år.

- Før de her stigninger var det skrabet. Men vi havde, så der var til, at jeg kunne købe ind. Nu står der måske en ost og en leverpostej, og det er det, fortæller hun.

Jeg bliver nødt til at holde skansen, og jeg bliver nødt til at vise en styrke. Fordi min datter, hun har det rigtigt svært

Zenia Kornum, førtidspensionist

Zenia Kornum er førtidspensionist som følge af en voldsom trafikulykke, og derfor har prisstigningerne gjort ekstra ondt.

Før de voldsomme prisstigninger på gas betalte Zenia Kornum omtrent 2500 kroner hver tredje måned. Men nu er regningen vokset til 6500 kroner i kvartalet.

Hun har derfor ikke set sig anden udvej end at opsige lejemålet.

- I første omgang må vi finde en campingplads, vi kan være på, og håbe på, der sker noget, inden det bliver for koldt. For ellers er mit alternativ min bil, siger hun og tilføjer:

- Jeg bliver nødt til at holde skansen, og jeg bliver nødt til at vise en styrke. Fordi min datter, hun har det rigtigt svært, og hun har brug for, at jeg er den stærke. Men det er sindssygt svært.

Og Zenia Kornum er langtfra den eneste, der ikke har penge nok til blot at dække de faste udgifter i den kommende vinter.

Prisen kan stige yderligere

Ifølge Energiselskabet Andel lå gasprisen i seneste måned på 12,03 kroner per kubikmeter. Sammenlignet var prisen for to år siden i samme måned 1,18 kroner per kubikmeter.

Omtrent 47.000 husstande i region Sjælland får varme fra et gasfyr. Og der er risiko for, at de kommer til at stå med en endnu større varmeregning.

Netop nu er gasledningen Nord Stream 1 mellem Rusland og Europa lukket på grund af service på russisk side. Mange frygter imidlertid, at russerne ikke vil åbne for ledningen foreløbig.

I så fald vil priserne stige yderligere.

Ifølge Finans Danmark, der er en interesseorganisation for banker og realkreditinstitutter, er det netop de personer, der har mindst, det er værst for.

Det forklarer cheføkonom og analysedirektør Niels Arne Dam:

- Hvis du går ind i den her periode med store prisstigninger uden den store luft i økonomien, så er risikoen for at komme i problemer større, siger han.

- Hvis du har en stor husstand med mange børn, hvis du har en bil, du skal køre i, og et stort, lidt ældre hus, som du opvarmer med gas, får du mange ekstra udgifter.

Hver 20. går i minus

Finans Danmark har udarbejdet en beregning for, i hvilke ti danske kommuner flest borgere går fra at have et positivt til et negativt rådighedsbeløb, hvis prisstigningerne på gas fortsætter.

Af de ti er seks kommuner beliggende i region Sjælland.

Foruden Sorø er det kommunerne Faxe, Holbæk, Odsherred, Stevns og Vordingborg.

I alle seks kommuner gælder det ifølge Finans Danmarks beregning, at hver 20. familie går fra at have et positivt til et negativt rådighedsbeløb, når faste udgifter til blandt andet varme er betalt.

I Sorø Kommune har man en ambition om at gøre sig uafhængig af udenlandsk gas. Blandt andet ved at flere tilkobles fjernvarme.

- Generelt er vi også åbne over for, at borgere kan tage nogle egne initiativer, og jeg ser egentlig også gerne, at Sorø Kommune deltager i en dialog, så man kan skabe nogle større enheder også i den nordlige del af kommunen, hvor man kan have en fælles varmeforsyning, siger formand for Natur, Teknik og Planudvalget i kommunen Bo Christensen (K).

Løsningen er, at vi i samarbejde med borgerne går sammen om at finde nogle løsninger

Flemming Petersen (V), formand, Udvalget for Plan, Miljø og Teknik, Stevns Kommune

Men i Stevns, hvor 6 procent af kommunens familier risikerer at stå med et negativt rådighedsbeløb ifølge Finans Danmarks beregning, er der ingen udsigt til billig fjernvarme.

- Vi har mange små landsbyer og spredt bebyggelse. Så løsningen er, at vi i samarbejde med borgerne går sammen om at finde nogle løsninger, forklarer Flemming Petersen (V), der er formand for Udvalget for Plan, Miljø og Teknik i Stevns Kommune.

- Ude i de små byer kalder vi det ikke for fjernvarme i den forstand, men fælles varmeløsninger. Så noget nærvarme, det skal vi have.