Matas tilbagekalder solprodukter over hele landet

Materialistkæden Matas tilbagekalder nu flere varianter af sin egne solbeskyttelsesprodukter, hvoraf flere er beregnet til børn.
Har du købt solbeskyttelse i Matas til denne sommer, bør du tjekke den efter en ekstra gang.
Matas har nemlig tilbagekaldt fem forskellige varianter af sine egenproducerede solprodukter. Det meddeler kæden i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om fire solsprays og én sollotion, og af de fem forskellige produkter er tre beregnet til børn.
En produktionsfejl betyder, at produkternes konsistens er forkert, og at det derfor kan tilstoppe spray-dysen. Det vil ifølge Matas kunne føre til, at det ikke laver den solbeskyttelse, der loves på produkterne.
Matas har selv stoppet salget af de omtalte produkter og kontaktet de kunder, der måtte have købt dem på nettet.
Produkter sendt til test
Alle, der måtte have købt et af nævnte produkter, kan bytte det til andre produkter i Matas-butikkerne eller få pengene refunderet.
- Vi beklager meget de gener, produktfejlen kan medføre. De produkter, vi sælger i Matas, lever op til alle lovens krav, og er gennemtestede og godkendt inden vi sætter varerne til salg.
- Når vi står i en situation som denne, hvor der er opstået en fejl hos producenten, vælger vi at agere ud fra et forsigtighedsprincip og trækker produkterne tilbage, siger kommunikationschef Klaus Fridorf.
Det oplyses yderligere, at produkterne nu er sendt til laboratorietest, men at der først ventes svar i midten eller slutningen af august.