Minkavlere om Minkkommissionens beretning: - Det er grim læsning
Torsdag blev Minkkommissionens rapport om regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark præsenteret for Granskningsudvalget.
Minkkommissionen har i en 1646 sider lang rapport undersøgt sagen om regeringens beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives af hensyn til coronasmitten.
PĂĄ kort tid i efterĂĄret 2020 blev op mod 15 millioner mink aflivet pĂĄ flere end 1000 minkfarme landet over.
I rapporten er kritikken ifølge eksperter opsigtsvækkende hård – ikke kun over for ansvarlige politikere – men også over for nøglepersoner i den danske centraladministration og hos politiet.
Det er dog kommissionens vurdering, at statsminister Mette Frederiksen forhold til at vildlede om den manglende lovhjemmel "subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil".
Kritikken af politikere og en lang række embedsmænds gøren og laden i forbindelse med beslutningen om at aflive alle danske mink får formanden for de Danske Minkavlere, Tage Pedersen fra Hedensted, til at tage bladet fra munden.
- Det er grim læsning. Det er trist at se, at det er en hel centraladministration, der kollapser. Også hos Rigspolitiet. Det kan næsten ikke være værre. Det er dem, vi alle sammen skal stole på. Det er dem, der skal stå for at redde samfundet, når der sker svære ting. De har svigtet, mener han.
Rapportens konklusioner vækker også tilfredshed hos minkavler Christian Bramsen fra Sønder Stenderup ved Kolding.
- Jeg har stor tiltro til kommissionens arbejde. Jeg er glad for, de ikke lægger fingre imellem i det, de har skrevet. Det er demokratiets fundament. Vi får ikke minkene tilbage, det er vi ude over, så sagen skal belyses ordentligt.
Rapport anbefaler sag mod ledende embedsmænd
Beretningen blev torsdag formiddag præsenteret for Folketingets Granskningsudvalg, som nogle timer senere kommenterede rapporten på et pressemøde på Christiansborg.
Den 1649 sider lange rapport anbefaler blandt andet, at der rejses sager mod ti ledende embedsmænd i forskellige ministerier samt hos politiet.
Kommissionen skriver også, at Statsministeriet "indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces", som førte til et pressemøde 4. november 2020, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen udtalte, at alle landets mink skulle aflives.
- Samlet er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020, står der i rapporten.
Fødevareministeriet med daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), der var ansvarlig minister, får endnu hårdere kritik i beretningen. Han afgav urigtige oplysninger til Folketinget om sit kendskab til den manglende lovhjemmel, lyder konklusionen.
Minkavlere: Ansvaret ligger hos statsministeren
Den meget kritiske beretning får ikke formand for de Danske Minkavlere til at tvivle på, hvor ansvaret ligger – nemlig hos statsminister Mette Frederiksen.
- Selvom man frikender statsminister Mette Frederiksen for at kende til et manglende lovgrundlag for aflivningen, så peger beslutningen alligevel på hende. Hun er den øverste politiske leder, og når medarbejderne i den centrale administration kollapser, så peger pilen stadig på hende, uanset hvordan man vender eller drejer det, mener Tage Pedersen.
Hans kollega Christian Bramsen håber, der bliver en advokatundersøgelse af sagen.
- Hvis man skal være farveneutral (blå og rød blok red.), så skal der en advokatundersøgelse til. For at gøre det uvildigt. Og så kan politikerne tage en beslutning ud fra det. Det er også for at undgå, at det sker igen. Jeg tænker meget på den menige danskers retsfølelse.
Politisk kommentator: - Der er allerede rullet hoveder
Selvom rapporten er en sønderlemmende kritik af hele regeringen af forløbet med aflivningen af de 15 millioner mink, så er der allerede rullet hoveder, mener politisk kommentator ved Avisen Danmark Casper Dall.
- Mange minkavlere og danskere har den oplevelse, at ingen politikere kommer til at bløde for det her, men det er der faktisk. Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) er gået, han har været på skafottet.
Mogens Jensen trådte tilbage som minister 18. november 2020, efter at Miljø- og Fødevareministeriet havde udsendt sin redegørelse om forløbet.
Så selvom rapporten er dybt kritisk overfor regeringen, så er der ifølge Casper Dall umiddelbart ingen rygende pistol mod Mette Frederiksen.
- Den er rettet mod embedsmændene med Barbara Bertelsen i spidsen, og hvad statsministeren kommer til at gøre ved det, eller hvilke konsekvenser det vil få, vil den kommende tid vise. For Mette Frederiksen ser det ud til, hun kan få en næse af Folketinget, siger Casper Dall.
Nuværende og afgåede ministre, der er nævnt i Minkkommissionens beretning, får en frist på en måned til at afgive et høringssvar og kommentere beretning.
Det sker i henhold til Forretningsorden for Folketinget, oplyser Sophie Løhde (V), der er formand for Granskningsudvalget, efter torsdagens møde i udvalget.