Lokalt

To brande i Billund Lufthavn – hotelgæster evakueret

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Billund Lufthavn blev i aftes ramt af hele to brande. Op mod 170 hotelgæster blev evakueret. Indsatsleder har aldrig oplevet noget lignende.

Midt på aftenen torsdag blev Trekant Brand tilkaldt via hotellets automatiske brandalarmanlæg. Det skete kort før klokken 21.00.

Den første, der kørte mod lufthavnen, var indsatsleder Jan Nielsen, der bor mindre end to kilometer fra Billund Lufthavn.

- Vi får en melding om en brandalarm via det automatiske alarmsystem. I 99 procent af tilfældene er det falsk alarm, fortæller han.

Brand i bygning

Men på vej ud til lufthavnen blev alarmen opgraderet til en bygningsbrand, og da Jan Nielsen ankom, viste det sig, at der var en mindre brand i et trappetårn.

- Jeg så, at hotellet var i fuld gang med at evakuere gæsterne, og jeg talte med en medarbejder, der fortalte, at branden skulle være slukket. Det viser sig, at branden er opstået i en elboks, der styrer det automatiske brandslukningssystem. Jeg så, at der lå en slange, og branden var blevet slukket med vand. Vi installerede noget udluftning, forklarer indsatslederen.

Frustrerede gæster

Alarmen blev afblæst og mandskabet sendt hjem. Jan Nielsen blev tilbage for at vente på politiet, der blev tilkaldt, fordi der var tale om en brand i en bygning.

Samtidig var gæsterne ved at blive sendt tilbage på værelserne – flere var tydeligt frustrerede over situationen, fortæller Jan Nielsen.

- De fleste er jo kommet for at få en god nats søvn, inden de skal flyve ud i verden, og så er det jo ikke rart at blive sendt ud fra værelserne.

Men så lød alarmen igen.

Ny alvorlig alarm

- Vi stod og ventede på politiet, da der kom en ny alarm. Men denne gang var det en 112 melding, og vi kunne hurtigt konstatere, at den kom fra et af værelserne. Derfor blev alle gæster igen evakueret, fortæller Jan Nielsen.

Alle hotellets gæster måtte derfor igen søge tilflugt uden for hotellet – mange kun iført T-shirts, short og hotellets håndklæder.

Brandvæsenet konstaterede, at der denne gang var tale om en langt mere alvorlig brand i et af hotellets værelser, og der blev derfor tilkaldt ekstra mandskab.

- Vi stod nu med en helt ny og mere alvorlig situation. Vi fandt værelset stort set udbrændt, men fik hurtigt styr på situation.

Aldrig oplevet det før

Ifølge Trekant Brand udbrændte et værelse på hotellets tredje sal, mens op mod seks værelser blev røg og vandskadet. Der er skader på både anden og første sal.

- Desværre var der også en del vand og røgskader på folks bagage. Det kunne ikke undgås ved så omfattende en brand, og det medførte klart store frustrationer hos flere af de rejsende, lyder det fra indsatslederen.

Årsagerne til begge brande er endnu ikke fastslået.