Lokalt

Tidligere var Djursland en DF-højborg – nu har det sidste byrådsmedlem meldt sig ud

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Det sidste kommunalbestyrelsesmedlem for DF på Djursland har meldt sig ud i dag.

For få år siden var Djursland en højborg for Dansk Folkeparti med tre medlemmer i både Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Ved det seneste valg blev det sammenlagt kun til én plads, men i dag har Diana Therese Mikkelsen meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Jeg har mistet rigtig mange gode partikammerater den seneste tid, og nu melder jeg mig også ud

Diana Therese Mikkelsen, medlem, kommunalbestyrelsen, Norddjurs Kommune

- Jeg har haft svært ved at finde mit ståsted i det her rod, som sker i Dansk Folkeparti. Der har været alt for meget mudderkastning på det sidste, siger Diana Therese Mikkelsen, der sidder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:

- Jeg har mistet rigtig mange gode partikammerater den seneste tid, og nu melder jeg mig også ud.

Bliver løsgænger

Diana Therese Mikkelsen har ikke meldt sig ind i noget andet parti, men hun har haft kig på det projekt, som den tidligere udlændingeminister Inger Støjberg i dag har offentliggjort.

- Jeg overvejer kraftigt at melde mig ind i hendes parti. Det gør jeg. Det kræver en dialog med Inger Støjberg.

Har du haft talt med hende?

- Jeg har ikke talt med hende endnu, men det lyder spændende. Jeg er nok en anelse mere liberal, når det kommer til skattepolitik end linjen i Dansk Folkeparti, men ellers er det udlændingepolitik og ældreområdet, som fik mig ind i DF i sin tid.

Fra seks til nul på få år

Både til folketingsvalg og lokalpolitisk har Dansk Folkeparti traditionelt klaret sig godt på Djursland.

Måske bliver det meget svært for Dansk Folkeparti i Norddjurs at skaffe nye kandidater

Diana Therese Mikkelsen, medlem, kommunalbestyrelsen, Norddjurs Kommune

Til kommunalvalget i 2017 blev det til hele seks kommunalbestyrelsesmedlemmer på Djursland – både tre medlemmer i Syddjurs og tre i Norddjurs.

Siden opstod der intern uenighed blandt byrådsmedlemmerne i Syddjurs, og stridighederne blev for alvor offentlige, efter at partiets mangeårige medlem Per Dalgaard flyttede fra kommunen.

Under de efterfølgende budgetforhandlinger kom der forskellige meldinger fra partiets gruppeformand, Michael Mikkelsen, og det nye medlem af byrådet, Ebba Grethe Mikkelsen, som overtog posten efter Per Dalgaard.

Kollega smidt ud efter racismedom

Det endte med, at først Michael Mikkelsen meldte sig ud af partiet, og senere gjorde det tredje medlem, Laila Sortland, det også.

DF fik ingen byrødder ved dette valg i Syddjurs, mens Laila Sortland blev valgt for Nye Borgerlige.

I Norddjurs led partiet også nederlag og gik fra tre medlemmer til et enkelt. Lige inden valget blev Steen Jensen ekskluderet, efter at han på sin Facebook-side fortalte åbent om en racismedom, han havde fået.

Diana Therese Mikkelsen fik langt flere stemmer end Steen Jensen, der stadig stod på stemmesedlen på valgdagen, da han først sent blev smidt ud af partiet.

Og nu har Diana Therese Mikkelsen så forladt partiet.

Er du sømmet i kisten for DF på Djursland?

- Det ved jeg ikke. Måske bliver det meget svært for Dansk Folkeparti i Norddjurs at skaffe nye kandidater, men hvordan det ser ud i Syddjurs, ved jeg ikke.

Hun fortsætter i kommunalbestyrelsen som løsgænger og har ikke overvejet at give sin plads videre til et andet medlem af Dansk Folkeparti.

Men har I samlet set ikke svigtet de vælgere, som har stemt på DF til kommunalvalget i Norddjurs?

- Man kan ikke gøre det sådan op. Jeg arbejder stadig på det, som jeg gik til valg på: En stram udlændingepolitik, et værdigt ældreområde og gode vilkår for det private erhvervsliv. Alle de ting arbejder jeg stadig for. At jeg så ikke længere er medlem af DF, er ikke det samme som at sige, at jeg ikke arbejder for det samme.

Overvejer sin politiske fremtid

Hun har løbende den sidste tid fået henvendelser fra andre partier, som har spurgt hende, om hun ønsker at skifte til deres parti

- Jeg vil ikke sige, hvilke partier det drejer sig, men det er partier på den borgerlige fløj, siger Diana Therese Mikkelsen.

- Men hvorfor melder du dig ud af DF samme dag, som Inger Støjberg annoncer et nyt parti?

- Jeg har længe gået og tænkt over, hvad jeg skulle. Jeg har ikke meldt mig ind i noget parti, men hvis jeg skal melde mig ind i Støjbergs parti, skal der selvfølgelig være et match. Det tror jeg godt, at der kan være, siger hun.

Hun understreger, at det ikke er det lokale samarbejde med partiet, som har ført til udmelding af partiet.