Lokalt

Videoer viser vanvittig kørsel i Aarhus-bydel

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

På trods af flere dødsulykker og en massiv indsats fra politiets side bliver der fortsat kørt råddent i området.

En bil overhaler venstre om et helleanlæg ved højlys dag, en anden hamrer over for rødt lys en mørk aften, og en tredje bruger en svingbane til en hasarderet overhaling gennem et lyskryds.

De tre eksempler og flere til fremgår af videoen herover – i alle tilfælde situationer fra trafikken i eller omkring det vestlige Aarhus det seneste halvandet år.

TV2 ØSTJYLLAND har i over en måned holdt øje med trafikken og undersøgt trafikkulturen i området. Derudover har TV2 ØSTJYLLAND modtaget en række videoer optaget af bilister med såkaldte dashcams – små kameraer, der typisk er monteret i forruden på en bil.

Det er et af de steder, hvor vi oplever flest overtrædelser af færdselsloven

Klaus Arboe, chefpolitiinspektør, Østjyllands Politi

Videoerne dokumenterer, hvad Østjyllands Politi i deres indsatser i trafikken opfatter som en særlig problemstilling – formentlig uden sidestykke i politikredsen.

- Man kan i hvert fald sige, at når vi er derude og lave vores færdselsmæssige kontroller, så er det et af de steder, hvor vi oplever flest overtrædelser af færdselsloven, og det er også det, der gør, at vi nu i en periode har lagt et særligt tryk på det område, og det agter vi at blive ved med, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe.

Den ene ulykke efter den anden

Det er ellers ikke, fordi der har manglet eksempler til skræk og advarsel på den død og ødelæggelse, det fører med sig, når det går galt, og uskyldige mennesker bliver ofre for bilister, som bryder loven.

30. maj 2018 blev 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen dræbt, da hun var på vej over krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej.

Bilisten kørte over for rødt med mellem 75 og 84 km/t, selvom hastighedsgrænsen var 70 km/t. Han ramte den unge kvinde, der var i færd med at krydse vejen til fods for grønt lys.

Han blev senere dømt for ulykken, men havde i forvejen ti domme for trafikforseelser. Den 11. lød på uagtsomt manddrab og udløste en måneds fængsel og ét års frakendelse af kørekortet.

Den 6. oktober 2020 blev den 23-årige Katrine Lilleøre Holm dræbt i samme kryds.

En 28-årig mand blev efterfølgende kendt skyldig i uagtsomt manddrab for at have påkørt og dræbt den ung kvinde. Ifølge anklageren kørte han over for rødt i krydset med en hastighed på omkring 90 km/t, hvor fartgrænsen som nævnt er 70 km/t.

Af anklageskriftet fremgik det, at den 27-årige også var tiltalt for i 2019 at have kørt 128 km/t på Viborgvej i Aarhus Vest, hvor hastighedsgrænsen er 60 km/t. Det udløste en betinget fængselsdom på 60 dage med krav om 80 timers samfundstjeneste. Han fik desuden en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Det i offentligheden mest kendte eksempel i nyere tid var den 18. juni 2021. Den 31-årige politibetjent Stefan Nymann blev livsfarligt kvæstet, da den nu dømte vanvidsbilist Mohamad Tarek Younes i sin flugt kørte over for rødt og ramte betjenten i krydset ved Silkeborgvej og Åbyringvej, hvor han til fods var i færd med at lægge en sømmåtte ud.

Stefan Nymann blev umiddelbart efter ulykken lagt i koma og var i livsfare i en periode på cirka en måned. Han pådrog sig en voldsom hjerneblødning i forbindelse med ulykken og sidder i dag i kørestol. Han har svære fysiske og psykiske mén efter ulykken.

Mohamad Tarek Younes blev fredag idømt fire års ubetinget fængsel for sine handlinger.

Video dokumenterer særlig udfordring

Over den seneste måned har TV2 ØSTJYLLAND filmet i det vestlige Aarhus og efterlyst billeder og video fra trafikanter i området.

Ved hjælp af i alt 14 timers video, der blandt andet viser bilister, der kører over for rødt, overhaler venstre om helleanlæg og bruger svingbaner og rabatter til overhaling, tegner der sig et billede af en bydel, hvor der med jævne mellemrum bliver kørt vildt.

Én dag tæller TV2 ØSTJYLLAND på cirka halvanden time 50 bilister i bydelen Brabrand, som ufortrødent kører over for rødt.

Ifølge Østjyllands Politi har det foretaget over 200 såkaldte specielle indsatser i området i 2020 og 2021. Ser man alene på antallet af sigtelser, der bliver givet, ligger kommunerne i Aarhus Vest gennemsnitligt ikke over de omkringliggende kommuner.

Tallene kan dog ikke sammenlignes direkte på den måde, mener Østjyllands Politi, der vurderer, at der er særlige trafikale udfordringer i det vestlige Aarhus.

Chefpolitiinspektør Klaus Arboe har ikke en forklaring på, hvorfor den øgede indsats ikke viser sig tydeligere i statistikken i form af flere sigtelser.

- Vi forsøger jo at være bredt over hele politikredsen, og så er det klart, at vi lægger et ekstra tryk omkring Aarhus Vest, men der er også andre steder, der sker overtrædelser af færdselsloven, så vi forsøger at få delt sol og vind så lige som overhovedet muligt, siger Klaus Arboe.

Justitsministeren: Det er vanvittigt

Chefpolitiinspektøren har også set de optagelser, TV2 ØSTJYLLAND er kommet i besiddelse af, og han erkender, at det ikke er lykkedes at komme den grundlæggende problemstilling til livs.

- Det ærgrer os faktisk. Jeg synes, vores medarbejdere gør et kæmpe flot stykke arbejde de der steder. Og vi håber da på, at intensiteten falder, men vi må bare konstatere, at det ikke rigtig er sket endnu, og før det sker, der kommer vi ikke til at slippe det tryk, vi laver, siger han.

TV2 ØSTJYLLAND har også vist klippet til justitsminister Mathias Tesfaye (S), som du kan se i videoen her:

TV2 ØSTJYLLAND har også vist klippet til justitsminister Mathias Tesfaye (S), som du kan se i videoen her. Video: TV 2 Østjylland

- Det, må man sige, er vanvittigt, siger ministeren og fortsætter:

- Det er folk, der hverken tager deres eget eller andre menneskers liv alvorligt. Hvis man kører sådan der i sin bil, er det et udtryk for, at man er fuldstændig ligeglad med andre mennesker og deres liv, siger han.

Justitsministeren påpeger, at stramninger på området har ført til, at der nu er beslaglagt 1000 biler i forbindelse med vanvidskørsel, men han har ikke umiddelbart nye initiativer på vej.

- Det er en holdningsændring, der skal til, og det kommer til at tage et stykke tid. For der er desværre nogen, der er ligeglade, siger han.