Lokalt

Hun havde den bedste weekend med sin veninde – så fik hun et forfærdeligt opkald

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Der skal gøres meget mere ved den vilde og vanvittige kørsel i det vestlige Aarhus, mener veninde til dræbt kvinde.

Den 13. maj 2018 så Lea Yebio sin veninde Ida Philbert Vangsø Ottzen for sidste gang, inden hun blev dræbt i en trafikulykke.

Og selvom der nu er gået fire år, forstår hun fortsat ikke, hvordan det kunne ske, fortæller den 25-årige kvinde i dag.

I deres sidste weekend sammen var der besøgsweekend på Lea Yebios højskole, og Ida Philbert Vangsø Ottzen og en af deres fælles veninder var på besøg.

- Vi er der sammen hele weekenden og hygger os og laver en masse forskellige aktiviteter. Vi har bare en rigtig dejlig weekend og fester og hygger og spiser god mad, husker Lea Yebio.

To en halv uge senere, den 30. maj, var Lea Yebio med højskolen på Club La Santa, da hun fik et opkald fra sin og Ida Philbert Vangsø Ottzens fælles veninde.

- Så siger hun til mig, at Ida er død, og jeg siger hvad? Ida hvem? For det kan da ikke være Ida, Ida. Så siger hun, at det er vores Ida.

Dødskrydset

21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen blev dræbt, da en bilist kørte over for rødt og ramte den unge kvinde.

Ulykken skete i det, der siden blev kendt som dødskrydset Edwin Rahrs Vej/ Åby Ringvej i det vestlige Aarhus, da en anden ung kvinde mistede livet samme sted i en lignende ulykke bare to år senere.

Lige nu er der igen fokus på vild kørsel i det vestlige Aarhus.

I sommeren 2021 blev den 31-årige politibetjent Stefan Nymann livsfarligt kvæstet få hundrede meter længere nede ad vejen, hvor Åby Ringvej krydser Silkeborgvej. Betjenten var i færd med at lægge sømmåtter ud for at stoppe en 21-årig mand på flugt. Stefan Nymann blev dog ramt af den bil, politiet forsøgte at stoppe. Også her kørte gerningsmanden, Mohamad Tarek Younes, over for rødt.

Vejene i det vestlige Aarhus har på den måde lagt asfalt til flere voldsomme ulykker de senere år, hvor helt uskyldige mennesker er blevet ofre for bilister, som tilsidesætter færdselsloven.

Og som TV2 ØSTJYLLAND i dag kan dokumentere, er problemet alvorligt og langt fra løst.

Havde ti domme for trafikforseelser

Den unge mand, der kørte Ida Philbert Vangsø Ottzen ned, kørte over for rødt med mellem 75 og 84 km/t, selvom hastighedsgrænsen var 70 km/t. Han ramte hende, da hun var i færd med at krydse vejen til fods for grønt lys.

Gerningsmanden havde i forvejen ti domme for trafikforseelser. Den 11. dom lød på uagtsomt manddrab og udløste en måneds fængsel og ét års frakendelse af kørekortet.

”Ida er ikke bare et tal i statistikken”

Ulykkerne og de fortsatte udfordringer med trafikkulturen i området er også baggrunden for, at Lea Yebio har valgt at stå frem.

- Jeg synes, det er vigtigt, fordi Ida er ikke bare et tal i statistikken. Det er der ikke nogen, der er, og det er vigtigt at få sat ord på, hvor forfærdeligt og urimeligt det er; at man ikke bare tager et uskyldigt liv, men at man også påvirker så mange andre uskyldige liv på så hård og forfærdelig en måde, siger hun.

Da hun kom hjem fra Club La Santa med den tunge viden i bagagen, tog hun sammen med sine forældre op til stedet, hvor Ida blev dræbt.

- Det er jo flere dage efter, så der ligger mange blomster og billeder, og det er jo ude i midterrabatten, så der kører bare biler forbi, hvilket gør det endnu mere meningsløst. Bare det at tænke på, at hun har ligget der og været helt kvæstet, og at det er der, hun mistede livet. Jeg forstår det ikke, siger Lea Yebio.

En bisættelse med alt for meget ungdom

I dagene efter ulykken kunne hun ikke sove. Tankerne fløj rundt, og hun havde svært ved at begribe, at den veninde, der havde betydet så meget for hende, pludselig var væk.

- Jeg har altid set meget op til Ida, fordi hun bare var sig selv. Det lyder meget kliché, men hun var virkelig sig selv. Hun var dygtig til at danse og til at tegne, hun var meget kunstnerisk og kreativ, havde en fed stil og lyttede til fed musik. Jeg var bare rigtig godt tilpas, når jeg var sammen med Ida, og hun var en ret stor del af mit liv og den person, jeg var og er i dag, fortæller Lea Yebio og smiler ved minderne om sin veninde.

Ti dage efter ulykken blev Ida Philbert Vangsø Ottzen bisat fra Åbyhøj Kirke.

- Jeg har aldrig mistet nogen før, jeg har aldrig været til begravelse før. Og det at første gang, jeg skal opleve det, så er det min bedste veninde, det er virkelig hårdt, fortæller hun.

Frygten sidder i hende

Ulykken har påvirket Lea Yebio hårdt. Frygten for at noget lignende skulle gentage sig sad i hende i tiden efter ulykken og gør det stadig den dag i dag.

- Hvis min mor kom en halv time for sent hjem fra arbejde, gik der bare de værste tanker gennem mit hoved, og det gør der stadigvæk. Er der sket hende noget? Er hun okay? Kommer hun nogensinde hjem? For der er jo ikke nogen, der ved det. Det tænkte jeg slet ikke på, før det skete med Ida, siger hun.

Fire år efter ulykken har hun stadig svært ved at forstå, hvorfor og hvordan det kunne ske, og ulykken har sat mange tanker i gang.

Man ved aldrig, om man har sagt farvel til en person for sidste gang

Lea Yebio

- Jeg er en meget følsom person, og det har bare gjort mig endnu mere følsom og skabt sådan en paranoid tankegang. Man ved aldrig, om man har sagt farvel til en person for sidste gang, siger hun.

Desværre er hun flere gange siden blevet mindet om, at Ida Philbert Vangsø Ottzens ulykke langt fra er enestående. Andre har siden måttet sande, at de har sagt farvel til en af deres nærmeste for sidste gang, fordi en bilist igen har overtrådt færdselsloven.

To år efter ulykken, der kostede Lea Yebios veninde livet, mistede endnu en ung kvinde således livet i selvsamme kryds, da en bilist kørte over for rødt med for høj hastighed.

- Jeg blev rigtig ked af det, selv om jeg ikke kender hende eller kender nogen, der kender hende, så rammer det bare hårdt. For det er endnu en ung pige, endnu et uskyldigt menneske der mister livet til en fuldstændig meningsløs ulykke, som kunne og burde have været undgået. Det er virkelig forfærdeligt.

”Tænk på andre end jer selv”

Lea Yebio har derfor en klar bøn til de bilister, der ser stort på færdselsloven og vælger at følge deres egne regler.

- De bare skal tænkte sig om. Det er så simpelt; tænk jer om og opfør jer ordentligt, det er virkelig ikke svært. Tænk på andre end jer selv, siger hun.

Vi er et andet sted i vores liv, men Ida vil altid være 21 og have sabbatår

Lea Yebio

Hun håber, at bønnen bliver hørt, for hun har ikke meget tiltro til, at lovgivningen kan gøre det alene.

- Uanset hvad er der nogle mennesker, som bare er ligeglade med, hvad loven siger, og hvad andre siger. De gør bare, hvad der passer dem, siger hun.

Lea Yebio er i dag 25 år, hun bor i Aarhus og læser på universitetet. Hendes liv går videre, men i en stille stund går tankerne til den veninde, hvis liv stoppede så brat 30. maj 2018.

- Det er mærkeligt at tænke på, at hun er 21, og vi er 25. Vi er et andet sted i vores liv, men Ida vil altid være 21 og have sabbatår. Hun får aldrig at vide, at hun kom ind på det studie, hun havde søgt eller følges med os resten af vores liv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ville have haft et fantastisk liv. Hun levede bare livet, så godt hun kunne og ville ud og opleve en masse og rejse og danse.